Dánjal Danielsen, Dánjal Klett fortæller
Fuglefangst, fleygesessir Fuglefangst, lundefleygning og - dragning Dagligt arbejde i ind- og udmark, fjeldgang Fiskeri, både, redskaber og fiskemid
Fuglefangst og fleygesessir
Ude på Holmen var der en god fleygeses oppe på Eggen, men de fleygede også nede i skrænten ved sydkysten. De kaldte det bare "oppe på Holm eggen". Om sessen nede på skrænten havde et navn, ja, det kan jeg ikke huske.Så var der sesserne i Lamba. Det var på Fleytarnevinum, i Setuni, Hóa og Drangsessen. Dér skulle vinden være fra syd. Og så var der på Bakkanum. Der skulle vinden være vestlig.
På Eggini í Múla er der to sessir, en for vestlige vinde og en for sydlige vinde. I Uldalíðbakken er der to, den ene for vestlige vinde og den anden for sydlige vinde. Derefter kommer vi til ÍraIíð. Der er der en, som kaldes Drangsessurin, en der hedder på Túgvuni samt Bøllutasessin. De er til vestlige vindet. Og derefter komme man til Gásdalsmúlan. Der fleyger man oppe på eggen i Gásdal, men også i Urðini. På Heimaranes er der en ses, og inde i Tanga er der flere sesser. Én kaldes Tanga, én oppe i Gilinum og én Djúpabotnen. Derefter kommer man ind i Miðtind. Der plejede de også at fleyge. Ja, de fleygede også der, hvor man kommer ind i Skorarnar, inde under det der kaldes Túgvuni. Så var der Slumbini, der var der også fleyge sesser. Og i Urðarenni var der også en, men den mener jeg er forsvundet.
Derefter var der Ryggin við Drang, i Kelduni og i Stórarygginum. Derefter kommer man til Nesið, i Enniskriðu og Vallaskriðan. I Borgardali var der Brugvarenden, Eystur i FIøttum, oppe på Toppinum og i Torvuni. Man har også fleyget på Rygginum i Heðiskor. Det var også i Borgardali, og så var der også Múlaskor.
Stóruren er i Kálvadali ligesom Liðinum. Så kommer man nord på Skriðu. Det er i Líð. Der fleygede de også i Halvarskriðu. På Lending - det er også nord til - og i Kumlalíð, der fleygede de også. Og oppe på Eggjum, Skarðsfløtti inderst i Skarðid, og så er der derude ved SkugvaIíð. Der var én ses for vestlig vind og en for nordlige vinde. Og så kan der måske være flere, men jeg husker ikke flere.
Fuglefangst, lundefleygning og - dragning
Før i tiden gik mændene alle steder hen for at fleyge og de skyndte sig altid af sted, for at være først og dermed få retten til sessin. De gik næsten hele tiden til disse steder, som er længst væk. Jeg ved at de var inde i Bjørg. De kunde være afsted næsten hver eneste dag i ugen, hvis det var vejr dertil. Helt ind i Bjergene, og også ind i Stúgvar, så man kan forstå, at de virkelig gjorde noget ud af fleygningen.Det siges, at der i alt ved lundedragning og -flygning blev taget 80.000 på en sæson. Det var den gang der var tiende.
Lundalandene blev plejet. Der blev draget lunder i hvert lundeland hvert andet eller hvert tredie år. Og man skulle lægge tørven ordentlig tilbage, så der hulerne ikke blev åbne. Hvis man tog en tørv af, så skulle den lægges ordentligt på igen. Man mente nemlig, at hvis der ikke blev draget lunder og lundelandet ikke trådt til igen, og kun blev gravet af lunderne selv, så var risikoen for, at hele lundelandet skred i havet, meget stor. Man røgtede virkelig lundelandene.
De fangede mange fugle, de tog også mallemukker i fjeldvæggene. De roede ikke ud for at fange mallemukker, de tog bare ind i Bjergene og andre fjeldvægge for at fange dem.
Dagligt arbejde i ind- og udmark, fjeldgang
Vi har knoklet med at fange får, at gå på fjall. Det har været en sand kamp. Mange af fårene har været så sky og vilde, at det var meget besværligt. Men nu kan man ikke gøre noget, for nu er her ingen mennesker tilbage.På de steder, som er længst fra Bygden - Borgardali og Kálvadali, gik det så nogenlunde, for dér var der så mange mennesker med. Og man fik fanget fårene til sidst.
Da jeg var ung, var fjallskipanen, reglerne for hvor mange der behøvedes, gerne ikke mere end 15 mand i Borgardal, men senere har der været op mod 20 mand om efteråret. Om foråret kunne der være lidt færre.
Der skulle kunne være omkring 300 moderfår i Borgardalur. Jeg var længe røgter dér og i den tid havde vi aldrig flere end 270. 260 ville være bedre, mener jeg. De blev alle sammen drevet sammen på én gang i den hauge.
I Kálvadali plejede der før i tiden også at være 15 mand. I den senere tid, hvor der var nok mennesker, var de 18. Men fårene var meget sky og vilde, så det tog sin tid, men man fik dem som regel til sidst. Der har i mange år været sky får i Kálvadali, og det er som regel svært at drive dem her. Der er stor forskel på, hvordan det er, at drive fårene, det har altid været nemmere i Borgardali.
Nord på, i Líð, skulle der være 14 mand. Jeg ved ikke, om der en gang imllem var 16. Og her hjemme, i Heimangjógv, har man været 12 for det meste, mener jeg. I Skorunum var de vel 14 - 16, og i Líðarhauge, har de været en 12 - 14, når de har været flest.
Når de var efter fårene i Bjørgene, var der mange mænd med. I Bjørgene havde de, da jeg var ung, mere plads. Kálvadalur ejede en stor del af Bjørgene. Borgardalur plejede at slippe 10 vædderlam ned i Stúgvar, fordi fårene dér ofte gik ind i Borgardal. Kálvadalsmændene plejede at slippe vædderlam og også enkelte lam ud både i Stúgvar og i Bjergene, hvor de gik ude her til hen mod februar måned eller på det tidspunkt, da de fangede vædderlammene.
Der var behov for mange mennesker. Også når de skulle drives hjem igen. Vi plejede at være 5 mand i Borgardal, men det var sjældent, at vi fik alle vædderlammene med hjem. De blev drevet ud gennem Skorarnar og så ud i Skorarætt. Her har der været fold altid. Og så plejede mændene fra Líðahauge at tage deres får først, derefter mændene fra Borgardal og til sidst dem fra Kálvadalur, det var som regel den største del.
Det var gode får der gik i Bjørgene. De får der gik i Bjørgene var alle store. Jeg tror ikke Líðarhauge og Kálvadal havde flere end 6 til 8 dér. Det var bare de to hauger, der havde får i Bjørgene. Borgardal havde kun får i Borgardal. Men Kalvadal har mange i Bjørgene. Kálvadal skal være på 6 marker, så har de to i Bjørgene og en i Hólmen, det giver 9 marker ialt.
Det var et stort arbejde at få fårene hjem fra Borgardal og Kalvadal. De blev bundet sammen to og to og blev så drevet. Var det godt vejr, gik det nok så hurtigt. Jeg mener ikke det var mere end tre timer eller måske tre og en halv time hjem fra Borgardal. Og det tog nogenlunde den samme tid fra Kálvadali. Når det var dårligt vejr tog det lang tid, for når fårene bliver våde og tunge, går de ikke så stærkt. Men når det var fint vejr, gik det bare raskt. Det er nok så langt at gå, fra bakkerne på den anden side af Knukur og hjem til bygden. Det er måske omkring 4 sømil (omkring 7 kilometer).
Vi stilede mod at gå klokken 6. Det var som oftest, man gik klokken 6 og så var man derovre ved 7 tiden.
Hvis det var godt vejr, kunne man være tilbage ved fire-tiden om eftermiddagen. Det var det aller tidligste, men en gang imellem var vi ikke hjemme før det var blevet mørkt, måske ved 7 - 8 tiden om aftenen. Det var meget forskelligt, afhængigt af, hvordan det hele gik. Nogen gange gik det glat og andre gange ikke.
Fiskeri, både, redskaber og fiskemid
Før i tiden drev man en del fiskeri, lige så snart vejret var dertil. Men bådene var ikke så store den gang. De roede ud med seks-, otte- og ti mands både om vinteren, medens firemands både var meget brugt om sommeren. De fangede nok så meget, men intet i sammenligning med, hvad de fisker nu om dage med motoriserede både.Efter som jeg husker, brugte de i begyndelsen oftest line, men nu bruger de mest snøre. Hvis der var mange med line på et fiskemid, var det ikke så godt.
Der er mange gode fiskemid her i nærheden, på Guttamið er der ofte mange fisk at få. Og ligeledes nord for, på Grynnen, har de også fanget meget.