Mykines i krise

Oversættelse af artikel oprindelig trykt i Eygað september 1974,
© Eygað 1974
Bragt med tilladelse af Alan Brockie, fotograf, Tórshavn.

Artiklen giver et indtryk af den fatalistiske og pessimistiske stemning, der rådede på Mykines den gang. Da var der ingen regelmæssig helikopterservice, som nu om dage, men kun inspektionsskibenes små Aluette helikoptere, der som oftest kun blev brugt i nødstilfælde.

Indledning Tredive mennesker i ti huse Seks arbejdsføre mænd Tinganes og Jardarráðið (Landbrugsrådet) snakker Udskiftning den eneste løsning Fuglefangst Sulen Andre fugle Sæler Mindesmærket SEV Sommergæster En ung kongsbonde Postbåden

Indledning

For omkring fem og tyve år siden begyndte affolkningen af småøerne og der er nu risiko for, at befolkningen på nogen af dem er så lille, at det næsten ikke kan lade sig gøre, at bo der længere. Det har ofte været debatteret, hvordan denne skæve gang kunne vendes, for det har været underforstået, at det kunne være rigtigt, at øer, der har været beboet i tusinde år, skulle ende med at være helt affolkede
Denne debat er foregået mand og mand imellem og der har en gang imellem stået en lille artikel i en avis, men det ser ikke ud til, at der er nogen, der har gjort noget derved, uden netop dem, der har boet på småøerne: De er nemlig blevet ved med at flytte væk. Dímun er for nogen år siden blevet sommertilholdssted. Men her var det måske heller ikke så let at gøre noget, som forholdene nu engang er på og omkring denne ø. En anden ø, som i nærmeste fremtid kommer til at blive ubeboet, er Mykines.

Tredive mennesker i ti huse

Sidste vinter var der mennesker i ti huse og det samlede befolkningstal var 30. Om sommeren kommer der nogle ældre mennesker tilbage på besøg på "klipperne", for husene er stadig i god stand. Andre huse er gået i arv til børnene, som for flere år siden har forladt øen og derfor nu kun benyttes til sommerbeboelse. En familie i Tórshavn har købt et hus og holder sommerferie i det her vestpå. Andre huse står tomme og kolde hele året.
For tredive år siden boede der 180 mennesker på Mykines og blandt dem var der tyve unge drenge fra seksten års alderen og opefter og den største "fjallskipan", bemandingsplan for fjeldgang (o. a.), var tyve mand. Først i trediverne var der 35 Mykinesmænd til søs.
Den gang var det muligt at foretage alt det nødvendige arbejde. Der var (og er) tre kongsgårde på tilsammen 11 marker og den privat ejede jord udgør 29 marker. Men da befolkningen begyndte at flytte og den privat ejede jord blev arvet af mennesker, der ikke boede på øen, forsvandt ganske langsomt grundlaget for samfundet Mykines. De der ejede "uttanbíggjarjørðina", ejede jord på Mykines, men ikke boede der fast (o.a), opfyldte ikke deres forpligtelser til røgt af fuglefjelde og udmark, i fællesskab med de andre jordbesiddere. Og Mykines gik til grunde.

Seks arbejdsføre mænd

Fjeldene bliver ikke røgtet. Der er kun seks mænd tilbage, der er i stand til at være med dertil. En af dem er læreren. En anden er den mand, der holder opsyn med fyret. Den tredie er ham, der har telefonen og passer elværket. Den fjerde er en ung mand, der har overtaget Handaná gården. Den femte er en ung mand i bondehuset på Túvalli og den sjette er en 23 år gammel mand, der ikke har forladt sin moder, der er enke.
Øen bærer 1200 moderfår, men man mener, at der kun er omkring 800 tilbage. Nogle af de ellers traditionelle ture for at røgte fårene bliver kun gennemført, når der er tilstrækkeligt med mennesker derude vestpå, men ellers ligger det meste vildt og urøgtet. Man er ikke nok mennesker til at få bådene i vandet og drive fiskeri og der bliver næsten ikke fleyget noget, selv om der næppe er andre steder på Færøerne, hvor der er så mange lunder, som netop på Mykines ligesom sulerne heller ikke bliver fanget.

Tinganes og Jardarráðið (Landbrugsrådet) snakker

I Tinganes og i Járðarðnum har man diskuteret, hvordan der kunne gøres noget ved tingenes tilstand. Man har blandt andet overvejet at købe al uttanbíggjajorden og lægge den til kongs fæsterne eller at dele øen op i passende brugsstørrelser, som kunne give en familie udkomme nok til at leve af. Men intet er det blevet til, ud over snik og snak. Jarðaráðið har tre år i træk søgt Lagtinget om en bevilling på 200.000 kronur til at købe uttanbíggjarjord for, men har ikke så meget som fået et nej som svar. Landsstyret sendte en forespørgsel til uttanbíggjar ejerne om køb af deres jord. Det medførte blot, at en gylden, som før kostede omkring 5 - 800 kroner, kom til at koste 2.000 kroner.

Udskiftning er den eneste løsning

Skal samfundet komme disse tredive mennesker på Mykinesi til undsætning, inden det er for sent, må løsningen være at få udskiftet jorden, således at de, der er tilbage, får deres smålodder sammenlagt, medens úttanbíggja jorden bliver lagt for sig. Men det må gøres nu. Næste år er det måske allerede for sent.

Fuglefangst

Den fugl, der er flest af, er lunde eller søpapegøje, som den også kaldes. Det bedste lundeland er Lamba, som ligger vestpå mod Hólmgjógv, men fleygesesserne findes rundt om hele øen. Seks, syv, otte og ni hundrede lunder kan man få på én stang, når forholdene er optimale. Den største fangst for en enkelt mand var 999 lunder. Havde han vidst, hvor mange han havde, da han gik hjemad, ja så havde han også fleyget den 1000'ende. Ejerne af jorden, landet, skal have sín andel: Hvor stor andelen er, er forskelligt, alt efter hvor langt fleyge sessen er fra bygden. De nærmeste sesser giver hver anden lunde til landet, de sesser som ligger i den østligste ende af øen giver hver fjerde. Før drog man også lunder, men det er man ophørt med nu.

Sulen

Før ynglede sulerne kun på Hólmen, men en gang i 1930'erne begyndte nogle få par at yngle i den østlige side af Hólmgjógv. De fleste suler yngler på de store hylder på nordsiden af Holmen samt Píkarsdrangur og Flatidrangur, de "drenge", der står ved sydvesthjørnet af Holmen. For tres år siden ophørte man med at fange de hvide suler. Man ville ikke overbeskatte dem. Man har kun en gang siden været efter de hvide suler. Det var i 1943, da man var bange for hungersnød. Da fangede man 210 hvide suler. Den hvide sule blev kogt. Den var ikke egnet til st salte. Men gråsulerne, de unge suler, har man taget indtil for få år siden. Når man fanger dem på drengene, slår man dem bevidstløse med en "kádissu", en kølle. Man bruger kádissen, for det gælder om at være hurtig i vendingen, inden de kommer på vingerne. Når man før i tiden tog sulerne på hylderne, gik man ned medens det var mørkt og da gik det rimelig nemt at tage dem, for de sover så tungt.
Når man fangede de hvide suler på hylderne, kastede man sig hen over dem og det galt om at få så mange ind under sig, som muligt. Derefter to man dem en efter en og drejede halsen om på dem. På denne måde kunne en mand få fat i elleve fugle på én gang. Men sulerne har jo et stort og stærkt næb og nogen gange kunne man blive alvorligt bidt. I 1939 fik man 937 gråsuler.

Andre fugle

Der er ikke mangel på mallemukker og de bliver fleyget hele året. Der skal ikke gives landpart af mallemukkerne. Prisen er god for mallemukkerne og man fleyger dem, når der ikke andet er at foretage sig. Der er ikke ret mange lomvier og man "fygler", fanger med net på hylderne (o. a.) ikke. Rider er der heller ikke mangel på, men de fanges ikke.

Sæler

Der er mange sæler rundt om Mykines. Især nord for øen. På et skær nogenlunde midt på, nord for øen, "Flesini undir Høvnini", kan der på gode dage være mange sæler og i kikkert kan man tælle over hundrede. Men også de får fred for Mykines mændene, selv om sælskind i dag har større værdi end den danske krone.

Mindesmærket

I 1939 rejste bygden et mindesmærke over de, der fandt deres grav på havet, men også den er i en sørgelig forfatning og tavlerne med navnene, står nu i kirken. De største enkelt ulykke skete i 1895, da Skemmubåden forliste med seks mand vest for Hólmen under fiskeri og i 1934, da ni Mykines mænd i deres bedste år, forliste på Suðurlandet på Island med Vestmannasluppen »Neptun«. I kirken hænger der også en tavle med tak fra det islandske luftfartsselskab Flogfelag Islands i forbindelse med flyveulykken i 1970. Kirken blev bygget i 1879. Dåbsfadet er fra 1643 og er således det ældste inventar i kirken, som stammer helt tilbage fra reformationen. Der er et orgel i kirken, men det er ikke hver dag der er nogen, der kan spille på det og i sommers var der ikke kirkegang hver søndag.

SEV

SEV (det fælles færøske elektricitetsselskab o. a.) byggede for nogle år siden et dieselmotor drevent elværk, så Mykines' befolkning kunne få de samme bekvemmeligheder, som alle andre på Færøerne. Det har stor betydning, for nu har man også elektrisk spil til bådeophalingsrampen, der gør det meget nemmere at få både og varer op fra kajen. Vognen har fået navnet Stallhúsbussen efter et hus i bygden og kommer af, at det var Rasmus í Stallhúsi, der sørgede for, at en ny vogn blev lavet. Og gadebelysningen er velegnet til at fange lunde piser (unger o. a.). De flyver efter lyset, rammer og falder ned. Så det er bare at stå under lygterne og vente på lundepiserne, som jo er en lækkerbisken. Men denne bekvemmelighed får Mykines befolkning nu gratis fra SEV. Noget godt har Hjalgrím således gjort. Der drives ikke fiskeri. Der er nogen firemannafør med udenbordsmotor, et seksmannafar og et áttamannafar. Men ingen bemanding.

Sommergæster

Julianna og Reðin Leonsson fra Tórshavn har købt et hus til sommerbolig. Her holder de sommerferie hvert år sammen med venner og bekendte. De er velkomne, for de giver Mykinesbeboerne en hånd med, blandt andet ved røgtning af udmarken. Men udenlandske turister er ikke så velset på Mykinesi. Det er smålige og nærige mennesker, der kommer herud. En dag i sommers vaskede de tøj i bygdens drikkevandsbeholder. Sådanne turister er der ingen færing, der kommer til at leve af, siger man på Mykines, tværtimod.

En ung kongsbonde

Útistovubonden har trukket sig tilbage. Han mente ikke det var muligt at fortsætte med tre og en halv mark og er taget til Sandavág som vejarbejder. Fem marks gården Handanástoven har fået ny fæster. Bondekonen Helga er 20 og bonden Eddie er 22. Han er fra Sørvág. Herrid og Louis har ladet de unge overtager gården og er selv flyttet til Sørvág. Túvalsgården er det tredie fæste med 4 marker jord. Har bor enken efter bonden med to unge drenge.

Postbåden

Postbåden kommer tre gange om ugen fra Sørvág, når der ingen brænding er. Men ofte kan der gå mange uger uden forbindelse søværts. Sidste vinter, var det ikke muligt for postbåden at komme til Mykines i hele syv uger og da er helikopteren god at have i baghånden, når brændingen ligger længe.