Tørveskæring, andre aktiviteter og daglig kost på Mykines
Samtale 12. februar 2001 med Hanna og Hilda om tørveskæring og andet arbejde på Mykines.
Oversat fra skrift af © Steingrímur Abrahamsen og tilladt gengivet af forfatteren.Det skal bemærkes, at teksten er en ordret afskrift af den førte samtale.
Tørveskæring At malke i Haugen på Mykines. Malkepigegilde. Når fiskerne skulle afsted. Den daglige kost på Mykines.
Tørveskæring
Steingrim: Hvornår begyndte man at skære tørv?Hanna: I maj måned. I 14 dage var mændene hjemme. Omkring pinsen, da gik vi op i Haugen.
Steingrim: Hvor lå de steder I skar tørv?
Hanna: Oppe i Heyggj, oppe på Grønu Fløtu, oppe på Ovaru Heyggj havde vi et tørveskjul, vi gravede også tørv på Vátaføllum. Det var slidsomt. Der var rigeligt at skære af. Det var tung tørv. Mændene stod i de dybe grave og langede tørvene op, det var oppe á Oyggj. Vi kaldte det for torveyga.
Steingrim: Hvem skar på Vátaføllum?
Hanna: Far og Ísak. Der var en masse svovl i den tørv. Men det var dejligt at være deroppe og se ned over bygden. Tørven var tung og brændte godt. Oppe á Oyggj var den bedste torv vi ejede. Her havde Karl og Jógvan huskarl også et hus. Her var et smukt fladt område, som var dækket med tørv. Vi transporterede tørven på trillebør. Vi var godt påklædte, når vi skulle i Haugen for at flytte tørven. Vi havde handsker på, for det var beskidt arbejde. Når tørven var tør, satte vi den op i stakke. Uppi í Heyggj måtte man vende tørven. Så man måtte skynde sig, hvis det var stabilt godt vejr. Hvis man ikke fik det ind, da det var tørt og der kom regn, var alt ødelagt, alt blev til den rene tørvemuld. Alle bar på hovedet. Det var tungt. Hovedbunden kom ligesom til at sove, så man slet ingen følelse havde i den. Men alle var fornøjede alligevel. Så tændte vi bål, hentede vand. Tør fisk og spæk og skærpekød. Brød og rullepølse. Så kogte vi tevand. Det smagte så dejligt ude. Det var dejligt at spise ude. En gang havde mor stegt en fårekølle i bageovnen og den blev båret op á Oyggj. Hvor dejligt det dog smagte. Den gang hjalp Aleksandra hjá Lisa os. Da var vi alle fire der oppe. Den gang var mændene taget af sted på slupfiskeriet under Island. De nåede blot at skære tørven, så måtte de af sted igen.
Steingrim: I havde et tørvehus á Vátaføllum, et tørvehus Uppi í Heyggj og á Grønu Fløtu et tørveskjul, på Ovaru Heyggj et tørveskjul og Uppi á Oyggj endnu et tørvehus. Så I havde tørv til et helt år.
Hilda og Hanna: Far bestilte altid kul. Det var så mærkeligt før i tiden. Hvis man skulle få ordentlig ild, for man havde ikke så megen god tørv og en gang imellem var tørven så sværd at få ild i, for vi havde ikke så god tørv. Så tog vi noget spæk, alt blev gemt. Den spæk, som ikke var saltet og som ikke var til at spise, blev lagt på ildstedet. Det brændte så godt og så blev brødene bagt ved hjælp af det. Og vi benyttede altid ildstedet, når vi bagte brød, ligesom når vi havde noget der skulle stryges, så satte vi strygejernene i ilden. Vi havde tre strygejern, et nummer 7 og 2 nummer 5. Og vi havde også et pressejern. Som jeg dog ærgrer mig over, at det skulle ødelægges. Det havde stået ude i tørrehuset og var rustet, så det blev smidt i Viðarhellið. Vi blev bedt om at presse og rense for de unge, det var nok så tungt arbejde.
Steingrim: Hvor længe blev i ved med at skære tørv?.
Hilda: Oftest var vi færdige med tørvearbejdet, da høsten begyndte, men det var ikke mere end lige knap og nap. Som regel var vi i gang med at bære ind Uppi á Oyggj, da de begyndte at høste. Der var dårlig tørrelse i luften det år.
Hilda: Ja, det var meget fugtigt i vejret det år, for da høstede vi på Grótválla, da de var på fjeldet i Borgardal. Alle fårene kom hjem, som de skulle, da det var gået godt. Og så husker jeg, da de skulle efter juletørven. De brugte slæde. Da slog de sig sammen. Far, Jógvan huskarl og Karl plejede at gå op á Oyggj eftir tørv. Så havde de brændevin med, for at holde sig varme.
Steingrim: Hvorfor brugte de ikke tovbane?
Hanna: Mændene på Mykines ville ikke.
Hilda: En gang imellem frøs tørven. Det var så ærgerligt. For da var tørven ødelagt, den ville ikke brænde, den blev så let at løfte. Alt arbejdet var spildt. Tørvehuset tog tre lag af tørv. Midtergangen inden for døren kaldte man "klovin". I den gik, vi for at kunne lægge tørven helt op under taget. Jógvan huskarl's tørvehus lå i midten, Karl havde det nordligste og Santus det sydligste. Stóri Ísak, Hans í Gili og Ívar havde også tørvehuse oppe á Oyggj. Jákup í Løðu havde et tørvehus, som lå lige ved det sted, hvor de skar tørven. Det hus havde fladt zinktag. De havde tørv i Sundadali og i Hvannabrekkuni. Lisa havde tørv oppe á Ovaru Regn. Her havde dem fra Løðu huset også tørv.
Steingrim: Hvor var den bedste tørv?
Hilda og Hanna: Nordpå, der, hvor bønderne skar, der havde Lisa også tørv. Det var Norði á Gjónni, Norði á Eggini. Dem fra Handanástovan havde tørv der og oppe á Leiti. Karansvía havde tørv oppe á Fløtuni, det er i øverste del af Heyggj. Magda og jeg (Hilda) gik engang efter tørv i frostvejr. Vi turde ikki springe over åen med leypen, vi satte den på isen og skubbede den over til den anden bred. Úti á Skor var der også et område med god tørv, men her ejede vi ikke noget. Lisa ejede noget på Grótválahornet. Det var morsomt at være i Haugen i godt vejr. At sidde ude og spise er himmelsk. Det var så herligt at lægge sig på grønsværen, slappe af og høre fuglene synge, alt åndede fred, det var herligt. Alle var i Haugen. Karl plejede at holde øje med alt gennem sin kikkert. Alle steder var der små bål, alle var glade, det var sundt at være ude om sommeren, alle var solbrændte. Vi plejede at læsse leyperne helt fulde, når der skulle bæres ind. Vi var så stærke. Hvis vi ikke havde noget at sætte leypen på, så man kunne komme ind under den, så var det bare at få den på hovedet, vi plejede at ligge på knæ og støtte os med hænderne og så rejse os op og afsted. Tørven fra Norði á Gjónni var så forfærdelig tung, men den brændte så godt. Oppe på Heyggj var tørven så mør, at det var umuligt at bage med den, så den blev brugt til at koge på i stedet for. Det var dårlig tørvejord. Den nederste del at tørven var en smule sortere end den øverste del. Det bar vi væk, tog så 4 tørv eller deromkring og lagde dem på grønsværen. Tørven skulle ligge i 3 - 4 dage. Så blev de rejst op to og to. En gang imellem vendte vi tørven. Det så så pænt ud, når det alt sammen var stillet op. Når det var tørt, begyndte vi at bære det ind. Det var dejligt at spise ude. Vi fik bragt middagsmad op i Haugen, alt muligt godt, fyldte lunder, tør fisk og fiskeknetter. En gang imellem fik vi æggepølse, som mor lavede med en smule talg, god dej og gode hjemmeavlede kartofler. Mor var så dygtig; hun var så arbejdsom.
Steingrim: Blev der holdt gilde, når arbejdet med tørven var færdigt?
Hanna: Nej, men vi havde malkepigegilde. Det var medens Niels Juel Arge var her ude. Det foregik i Gomlu Løðu. Heini plejede at holde Blåkors gilde i Handanástovun og han plejede at have juletræ, før der var blev lagt loft i køkkenet. Da der var blevet lagt loft, fik Heine sig en strikkemaskine og den stod oppe på loftet. Der sad han og strikede til fiskerne, undertøj, underbukser, trøjer, undertrøjer, alt af færøsk garn. Han kunne også sy hætter til brødrerne, inden de skulle til Island og fiske. Dánjal Jákup, Jesar, Jákup og Ísak. De var 8 søskende, 5 brødre og 3 søstre, mor, Magdalena og Bette. Bedstemor var så dygtig, hun kunne lave alt muligt. Hun plejede at sidde og væve. Hun plejede at gå op på Túala at trevle op. Jeg mener, at det var noget der skulle sættes i væven, det var et stort stykke træ, som skulle trevles op, så skulle hun haspe trådbundterne og sætte dem i væven. Jeg husker, at hun plejede at sige, at Ísak's bedstefar, han hed Kristian Ludvíg, lavede hæklenåle til hende. Aftenen før han druknede på havet, kom han ind til hende med en hæklenål. Han bøjede sig ind over væven og talte med hende. Det var sidse gang. Der kom en forfærdelig snestorm og de forliste. Onnusofíu í Skemmuni's mand var også med. Mor fortalte ikke noget derom, hun huskede bare, hvor synd det var for dem. De som var pårørende gik ind i Kumla for at se på dem. Deres klæder var frosne til op midt på livet. Jeg mener det må have været Dánjal Klett's moder. Det var en sørgelig dag. Og så var der Lisa's mand, som havde skåret sig under fiskeri. Han blev sendt ind til Sørvág, fordi der var gået blodforgiftning i såret. Han døde, men Lisa fik ikke budskabet om hans dødsfald, før 8 dage senere.
At malke i Haugen på Mykines.
Steingrim: Hvem var malkepiger på Handanágarðen?.Hanna: Det var jeg, Aleksandra, Herdis, Antina, Elsa, Dagmar. Så kom jeg på Bøgarðin, der var det Fia, Julia, Hanna Ellingsgaard, Hilda, Olivia hjá Jóan Heina, Jona, Henrikka, Annasofia, Stóra Aleksandra, Astrid, Esther var der engang imellem og Borgny. Vi var15 malkepiger.
Steingrim: Hvornår begyndte I at gå ud i Haugen for at malke?
Hilda: Vi begyndte, da køerne blev lukket ud i Haugen, som regel i juni. Hvis vejret var godt, kunne vi begynde midt i maj. Én gav besked. Det var Aleksandra.
Hanna: Jeg gik ind i Stállhús for at sige fra, i Abrahamsstovu og til Henrikku. Aleksandra gik ud ad. Hun kom til os, Annasofíu, Hildu og op til Aleksandra. Vi var to, der gav besked, vi begyndte klokken 8 og når vi var kommet op på Grótvála ventede vi på de sidste. Når alle var kommet, gik vi videre. Vi havde godt med tøj på, når det regnede.
Steingrim: Hvor mange mælkebøtter havde I med jer?
Hilda: Jeg skulle malke fire køer. En lille, som tog 5 potter på armen. Den som jeg skulle fylde med mælk for Handanástovuna, var større, den rummede 15 liter. Bæreremmen var pænt strikket og var dobbelt. Den var tung at bære. Vi havde strikkepinde med. De fleste var helt unge. Henrikka og Annasofia var dog over 70 år og det var det sidste år de var malkepiger. Jeg husker, hvor langsomt de gik. Men jeg lagde mærke til, at jeg dog kun havde malket en ko, når de var fremme ved køerne. Så helt langsomt gik de nu heller ikke. "Den der ager med stude kommer også med", plejede de altid at sige.
Steingrim: Hvor plejede køerne at ligge?
Hilda: Det var meget forskelligt. En gang imellem lå de ude á Skor, det var så tæt ved og bekvemt. Når det var tåget, var det svært at finde dem, så gik vi dertil, hvor vi havde malket dem om aftenen før. Når vi så, at en ko havde lagt en kokasse, så stak vi fingeren ned i den, for at mærke om den var varm, så gik vi i den retning. Som regel fandt vi dem. Men nogen gange fandt vi ikke nogen køer. Så måtte vi vende hjem med uforrettet sag. Det kaldte vi at "grísa" (specielt malkepigeudtryk for vende tilbage med uforrettet sag o. a.). Da havde de været helt oppe på Knúkur. Nogle mænd havde været på fiskeri og havde set dem deroppe.
Når vi gik hjem sang vi altid "Nú dagurin at enda er". Det var dejligt at sidde oppe i Haugen, á Oyggj og se, hvor smukt alting var. Vi plejede at have 18 – 19 liter mælk med hjem. Det var meget forskelligt, som køerne malkede. Når det var fint vejr, gav de mere. Vi plejede at komme hjem klokken 11 - 11.30. Når vi var kommet hjem, kogte vi mælken, for ellers blev den sur med det samme. Det der skulle laves til "rómastamp", tykmælk, blev siet og sat til side, Vi lavede også ost. Vi brugte nymalket mælk, sat over svag ild i en gryde. Kvie/kalve mave blev lagt ned i gryden og mælken ostede. Vallen blev siet fra. Den var en smule gullig. Det var blødt at spise. Derefter blev osten lagt i en osteform med huller i bunden. Et tyndt stykke klæde blev først lagt i formen, derefter osten. Vi plejede at blande kommen i. Låget, der var smukt udskåret, blev lagt over. Osten blev sat i pres med en sten på låget. Det blev til en blød ost, som smagte meget dejligt. Vi lavede også bollemælk.
Når koen havde kælvet, gemte vi råmælken, det vil sige den første mælk, der blev malket, efter at den havde kalvet. Den blev blandet i, når der blev lavet "ketilsost". Vi fik ketilsost fra Handanastovun, fra Norðuri á Lonini, fra Atu, fra faster Annu. Det var dejligt at få om vinteren. Mælken måtte ikke være for varm, for så blev råosten for hård. Råosten var sammenløbet. Vallen blev brugt til aftensmad. Det var godt at få en fin færøsk ost.
Vi kærnede også smør. Når vi havde kogt mælken, blev den sat op på loftet. Fløden lagde sig øverst. Den blev skummet af med ske. Mælken stod længe med fløden øverst. Den skummede fløde blev hældt i en krukke og og så blev der kærnet smør. Smørret blev taget op. Kærnemælken blev drukket. Den smagte ualmindelig godt. Smørret blev æltet, der blev tilsat lidt vand. Der blev tilsat salt. Smørret blev opbevaret i krukker og holdt sig godt. Når man kom tilbage efter at have høstet for Handanástovan, plejede vi at få "rómastamp", flødetykmælk. Den var i en træspand. 4 personer kunne sidde rundt om den og spise af den,
Malkepigegilde.
Hanna og Hilda: Der har altid været malkepiger på Mykines. Da man omkring oktober måned holdt op med at gå op i Haugen for at malke, blev der afholdt malkepigegilde. Kokkene plejede at være Annkatrina hjá Jóhannusi, Marin í Handanástovuni, Holdanslisa, Ragnhild. "Å, den velsignede mad", plejede kunstmaleren (S. J. Mikines) at sige. Vi fik smørrebrød ved malkepigegildet. Der blev sunget og der blev danset i dansestuen.Ofte var det svært at gå ud og malke. Nogen gange var køerne gået ind i Skorarne, de var gået inden for Fulltúgvun, for at ligge i læ, hvis vinden var nordlig. Der kunne kvinder ikke gå. Så måtte Hanna gå hjem, for at få fat i mændene. Jákup hjá Heina og Jógvan í Ábrahamsstovu kom så op, for at drive dem ud igen. Trættende var det ofte. Efter at vi havde været ude og malke, skulle vi op efter tørv. Jo, der var nok at gøre om sommeren.
Når fiskerne skulle afsted.
Steingrim: Hvornår tog fiskerne af sted?Hanna: Først i marts. Da sejlede de til "Suðurlandið", det sydvestlige Island. De kom så igen i maj måned. Så skar de tørv. De var hjemme i pinsen. De var hjemme i fjorten dage. Det var en var travl tid. Vi havde en masse at gøre. Vi skulle ordne tørven og bære den ind. Vi var som regel færdige med det, før høsten begyndte. Så høstede vi og var der god tørrelse i luften, var vi hurtigt færdige, for høet tørrer så hurtigt her ude vestpå.
Steingrim: Var der nogen forberedelser i forbindelse med, at fiskerne kom hjem igen i maj måned?
Hilda: Så tager de til "Eysturlandið", østsiden af Island. Jo, fortsår du. Her vestpå var der 20 mænd, der fiskede. Når de tog afsted i marts var alt ordnet. De havde 4 par vanter og 6-7 par sokker, 5 sæt undertøj, både under trøjer og underbukser. Mor vævede vadmel, som skulle farves. Hætter, både syede og strikkede. Olieklæderne blev syet af stout. Det var et gulligt, stærkt stof. Det blev så ferniseret 3 gange. Madras skulle de også have med. Der var syet et varmt uldent tæppe på madrassen. Det, der sidst blev pakket ned, var Bibelen. Far havde kiste. Andre havde sømandssæk. De sendte ofte telegram. Far var med Petru, som Christian Emil ejede. Andre Mykines mænd var også med hende, som for eksempel Jesar, far til Aage.
Havde de godt fiskeri, var de inde og losse og så fik vi telegram. Far skrev også breve. Når de kom hjem igen, havde de al mulig dejlig og god mad med. De havde "lippir" (), "kjálkar", kongafisk, det var godt at få. Benene i kongefisken var så spidse og stak.
Den daglige kost på Mykines.
Steingrim: Hvad fik I at spise hjemme hos jer?Hanna og Hilda: Mor plukkede lunder, de blev saltede. Vi fik grind og fisk. Suler fik vi også. Og mallemukkker. Dem fik vi fra Niclas. De blev plukket og svedet. Det var dejlig mad. De blev lagt i salt i to dage og derefter kogt. De blev kogt i 2 timer. Kartoflerne skulle vaskes meget omhyggeligt. Så skar vi et lille stykke af kartoflen, så kraften trak rigtig igennem. Det smagte rigtig godt. Når mallemukken blev flået, blev der lavet sovs til. De blev stegt sammen med lårene. Vi kogte dem også og lavede suppe med maggaroni, svesker og ris. Vi plejede at lave boller af kogte kartofler, der blev moset og tilsat en lille smule margarine, lidt sukker og 2 æg. Dertil en lille smule mel, for lige at holde sammen på det, ingen mælk.
Vi kunne også lave frikadeller af mallemukkerne og stege dem akkurat som fiskefrikadeller. Det smagte meget bedre end den købte fars. Mor sagde, at mallemuk kødet var meget bedre end lunde kødet.
Steingrim; Hvordan lavede i mallemukfrikadeller?
Hilda: Vi skar det meste af fedtet fra. Så skar vi brystet og lårene fra og hakkede dem 2 gange, derefter blev det æltet. Vi kom en lille smule mel i, 2 æg, salt og peber, så det smagte godt. De blev stegt. Vi glædede os altid til denne middagsret.
Så fik vi lunder. Vi kunne flå dem. De blev derefter stegt som vildt. Det vil sige, at vi først lavede sovsen. Derefter brunede vi brystet og lårene og puttede dem derefter i sovsen og lod det koge. Vi fik også fyldte lunder. Vi stegte også lunderne med skindet på. Vi kunne også tørstege lunden, det smagte godt. Da brugte vi primusovnen. De gode lunder blev kogt. Vi saltsprængte også lunder og det smager helt enestående. De skulle ligge i salt i 3 dage.
Vi fik lundehoveder til middagsmad. Det var ikke nogen god middag, vi spiste tungen og hjernen. Vi fik også suppe lavet af lunde, hvor vi tilsatte ingefær. Da skulle lunden være godt vasket og frisk. Vi puttede også ris og forskelligt andet i. Alt er er nu historie. Marin plejede at sige, Mykines var et stort spisekammer. Hvis benene på lunderne var blevet grønne, plejede vi at lave lundefrikadeller. Det hændte ofte, når de havde været á Nesinum og fleyget og lunderne havde ligget for længe i godt vejr. Plukkekonerne tog dem fra, hvorefter de blev flået. Når de plukkede lunder, blev vi altid sat til "kvista", at skære vinger og fødder af. Selv i det bedste, fineste vejr. Så sad vi et mørkt rum og "kvistede". Så kom plukkekonerne og tog fra. Det var belastende for hænderne. Der sad næsten altid 3 plukkekoner i Handanástovuni og plukkede. Man kunne ikke have handsker på. Det var mor, Sjúrðaelspa og Julia og Annkatrina.
Steingrim: Hvor mange lunder plejede de at plukke på en dag?
Hilda: Et hundrede. Mor plejede at plukke 25 i timen, når det gik godt. Med knivskaftet fjernede man dunene. Man plukkede helt op til nakken, for fjerene gav så god pris. Når postbåden kom, plejede de med leyp at bære plukkede lunder ned til den, for at sælge dem i Sørvág og alt blev solgt.
Om sommeren fik vi fersk fisk. Vi købte fisken. Vi lavede knetter (store boller af fiskefars med lammetælle i. o. a.) og fiskefrikadeller og kogte fiskehoveder.
Når mor havde været nede og givet noget at drikke ved landingspladsen, kom hun tilbage med fisk. Hun tog nogle fra og hakkede dem til fiskeboller. Lavede hun suppe, så puttede hun også et kødben i. Der var mange robåde og motordrevne både her vest på dengang. Meget er forandret, det er helt uforståeligt. Når koen havde kælvet, fik vi ofte rísvælling.
Vi havde en stor kartoffelmark oppe á Hanusarmørk. Læggekartoflerne lå oppe på loftet under sengen. Først blev der lagt papir under dem og derefter papir over dem. Vi lagde dem dér i januar/februar måned. Vi satte kartoflerne ned i maj måned. Vi havde også en lille ager á Systrannamørk. Vi plejede at lægge ca. 800 kartofler. Mor plejede at give lunder for kartofler. Hun plejede at få kartofler fra Oyruni i Sørvági fra Marionnu í Stórustovu eller Keldi Jákup.