Oversættelse fra færøsk af interview med Katrina Johannesen.
Oprindeligt bragt i "Kvinna" i oktober 2009, Copyright Kvinna 2009.
Gengivet med tilladelse fra "Kvinna" i 2010.

Blå bog:

• Katrina Johannesen, født i 1969
• Født og opvokset på Mykines
• Bachelor uddannelse i handel og økonomi ved University of East London
• Driver hotellet og restauranten Kristianshús på Mykines
• Arbejder som lærer om vinteren
• Bor sammen med Esbern í Eyðansstovu, der er kongsbonde og passer elektricitetsværket
• De har sammen børnene Ronja på 8 år og Hans Meinhard på 12 år

Katrina Johannesen: Øen har tiltrukket mig HELE MIT LIV

Fra Mykines til London via Sørvág og Hoydalar. For derefter at gå direkte mod strømmen fra byg til by. For efter afsluttet eksamen indenfor handel og økonomi ved University of East London, vendte Katrina tilbage til Mykines, hvor hun har boet siden. Nu med mand og to børn.
Mykines kaldte, jeg måtte tilbage. Jeg havde uden tvivl kunnet bo mange andre steder, men det havde kun været det næstbedste. Det er her jeg har mine rødder og det er her jeg hører hjemme, siger Katrina Johannesen, da Kvinna besøgte hende, for at få en samtale om kvindeliv på en færøsk småø.

Barndommen

Katrina stammer fra Stallhúsið i Mykines. Hun er den anden af et tvillingepar, de yngste i en søskendeflok på 3 drenge og tre piger, så der var altid nogen at lege med. Vor opvækst var nok på mange måder ligesom så mange andre børns på Færøerne på den tid. Vi spillede bold, spillede "Giv lyd", sjippede, hoppede i bånd, spillede stikbold , legede med dukker og cyklede, fortæller Katrina. Ofte skulle min søster Sunneva og jeg drive køerne op i udmarken om morgenen og en gang imellem skulle vi også hente dem om aftenen. Men ellers tror jeg ikke, at vor opvækst var så forskellig fra andres, mener Katrina.
– Vi glædede os altid til sommeren, for da kom der en masse børn til Mykines for at besøge deres bedsteforældre, men jeg erindrer ikke, at jeg følte mig ensom, fortæller Katrina, som i tvillingesøsteren Sunneva altid havde en legekammerat.
Í halvfjerdserne og firserne var Katrinas barndomshjem den eneste familie med børn på Mykines, på samme vis som Katrinas familie er det i dag. Katrinas forældre bor fortsat på Mykines, men de andre 5 søskende er flyttet. Til Sørvág, til Tórshavn og til Danmark.

Livet på øen

Som 14 år gammel måtte Katrina til Sørvág for at gå i 8. klasse. Da oplevede hon for første gang at gå i skole med andre børn end sine søskende. – Jeg husker denne første tid i skolegården mellem så mange børn, som en smule tryggende. Men jeg fandt mig hurtigt til rette i de nye omgivelser, også fordi Sunneva var med. Så jeg var ikke helt alene, beretter Katrina.
Efter 10. klasse var Katrinas nysgerrighed ikke tilfredsstillet. Da skiltes tvillingesøstrenes veje, for da Sunneva gik i lære som frisør, valgte Katrina, som den første i familien, at gå i gymnasiet i Hoydølum. Denne tid husker Katrina som 3 fredelige år. Hun trivedes godt med skolearbejdet, men ellers fristede storbyen ikke det store og derfor var hun så godt som hver weekend på Mykines.

Livet i London

Da den unge kvinde fra Mykines havde fået studenterhuen på hovedet, fik hun udlængsel i alvorlig grad. Og rejsemålet var England, hvor hun var au-pair hos en familie, der boede tæt på Manchester. Katrina har altid været betaget af England, hvor hun da også har boet i 3 omgange. Første gang var således som au-pair. Anden gang var hun på sprogskole i London og derefter læste hun handel ved University of West London i 3 år. Og storby livet nød hun fuldt og helt. Det var en dejlig tid. Og jeg har siden været på besøg igen flere gange. Havde jeg været nødt til at flytte fra Mykines, kunne jeg bedre tænke mig at bosætte mig i Londan end Tórshavn, fortæller Katrina.
Hvordan kan en og samme person trives lige godt i millionbyen og på den afsides ø? Livet i storbyen var så uendelig langt fra det, jeg var vandt til. Menneskerne var så venlige og imødekommende. De var mere åbne, end vi er på Færøerne. Men på trods af det, havde jeg oftest en fornemmelse af, aldrig rigtigt at lære dem at kende. Den fornemmelse har jeg sjældent, når jeg taler med færinger, fortæller Katrina, som også befandt sig godt ved det, at menneskerne dér ikke sladrede så meget, som vi ofte gør her. Og alligevel flyttede hun hjem igen til en bygd med 10 indbyggere. Ja, et er at være hjemmefra en afmålt tid, noget andet er hjemstavnen. Som for Katrina er en lille byg på den vestligste af de Færøske øer.

Livet som direktør

Katrina er hoteldirektør. Hun driver Kristianshús, der er den eneste restaurant på øen samt hotellet med 30 sengepladser. Om sommeren er der for det meste fuldt besat i Kristianshús, for da strømmer mennesker fra hele verdenen til Mykines.
Hele sommerhalvåret har Katrina nok at gøre. Og det befinder hun sig godt med. For hun har det ikke godt med blot at sidde med hænderne i skødet. Hvert år har hun to unge mennesker fra Nordjob-ordningen og i år havde hun også en ung pige til at vaske og ordne værelserne.
– Jeg føler mig fuld af gode idéer. Og i øjeblikket arbejder vi med at bygge et museum til værker af S. J-Mikines, og et nyt hotel. Vi venter kun på byggetilladelse fra Sørvágs kommune, så går vi i gang. Jeg regner med, at det kan løbe rund og jeg finder kun ud af om det kan, ved at forsøge, siger en spændt Katrina.

Livet om vinteren

Der bor kun 10 til 12 mennesker på Mykines hele året, siger Katrina og tænker sig godt om, medens hun tæller. For det er ikke så godt, hvis nogen af de fastboende skulle føle sig forbigået.
Det var netop forestillingen om et liv med så få mennesker, der for alvor vækkede "Kvinna's"nysgerrighed. For hvordan får man de lange mørke måneder til at gå. på et så lille og isoleret sted med så få mennesker? - Ja, om vinteren er mørket meget mørkt, men dagene går stille og roligt. Og solens gang over himmelen med solnedgange mod sydvest er fantastisk. Jeg prøver at være ude i dagslyset så meget som muligt. Jeg går dejlige ture i udmarken. Jeg er sammen med børnene og min mand. Når det er vejr til det, kælker vi. Og så har jeg købt mig en motionsmaskine for at træne musklerne.
Er der noget fællesskab om vinteren, når der kun er lys i 5 huse og alle de andre står gabende tomme og mørke? - Når helikopteren eller Súlan kommer, plejer vi at samles ved helikopterlandingspladsen eller landingspladsen. Her "small talker" vi og hører nyt.
Ellers passer vi mest os selv.
3 til 4 gange om året er familien ude og rejse. Oftest til nogen af søskende i Sørvág eller i Tórshavn. De tager en tur i svømmehal, besøger Burger King og foretager sig ellers noget af det, man nu kan foretage sig i Tórshavn. Og en gang om året, som regel midt om vinteren, tager familien på en udenlandsrejse. De sidste år har de været i Danland i Danmark i omkring 3 uger. - Vi er jo så optaget af Kristianshús hele sommeren, så vores eneste mulighed for at tage til udlandet er om vinteren. Disse udenlandsrejser er virkelig gode for familiens trivsel, siger Katrina.

Livet i politik

Det var ønsket om at forbedre livsbetingelserne på Mykines, der fik Katrina til at gå ind i politik kort tid efter, at hun var flyttet tilbage til Mykines. Katrina var bygderådsformand på Mykines fra 2001 til 2004. - Jeg ville ikke bare sidde passivt og se på, så jeg tilbød mig som kandidat. Det var nogle besværlige år og det var mange gange konfliktfyldt. Måske er det fordi vi er så få, at det er svært at skelne mellem det personlige og det politiske. Men nogen skal jo udføre dette arbejde og jeg var så med i en periode, fortæller Katrina. Direkte spurgt om, hvor hun står politisk, svarer hun, at hun og Kaj Leo (den færøske lagmand o. a.) er fætre og kusiner og at hun ikke er uenig i den politik han fører.
Mykines blev sammenlagt med Sørvágs kommune i 2005. Katrina sætter spørgsmålstegn, hvor godt det er, at de små kommuner bliver lagt sammen med de større. - For en så lille bygd, som Mykines, får måske ikke så meget ud af kommunesammenlægningen. Spørgsmålet er, hvor meget, der bliver gjort ved de små steders interesser, når de ikke er repræsenteret i bygderådet, mener Katrina.
- En gang imellem spørger jeg mig selv, om vi ikke også er en del af Færøerne? Jeg har en følelse af, at jo mere de større øer bliver knyttet sammen med undersøiske tunneler og veje, desto mere bliver småøerne hægtet af, siger Katrina, som mener, at der burde etableres en form for fond for småøerne. Herfra skulle småøerne så kunne få støtte til beskæftigelsesfremmende initiativer. For en eller anden form for beskæftigelse er nødvendig, hvis det skal være muligt, at opretholde livet på småøerne.

Livet i et parforhold

Katrina har altid drømt om en mand, der ville bosætte sig på Mykines. Og i sommeren 1993 var en ung mand fra Sandavág ved navn Esbern på besøg på øen. Den unge Mykines kvinde var da hjemme i sommerferie. Hun havde arbejde som medarbejder i Kriianshús, for at tjene penge til studier i London. – Ja, jeg var heldig. For Esbern ville meget gerne forsøge at livet som fastboende Mykinesbeboer. Og endda sammen med mig, beretter Katrina smilende.
At leve på et så lille sted, med så få mennesker, stiller umådelige store krav til parforholdet. For hvem er der at tale med, de stunder, hvor alt er uudholdeligt? Hvad gør Katrina, når vi andre sammen med veninderne sladrer om mændene, når vi mister besindelsen og eller går bersærkergang i en tøjbutik? Katrina går sig en lang tur. Eller bruger Skype og ringer til søstrene. Det er, sammen med troen, de største styrker i hendes parforhold. Esbern er min bedste ven og vi taler om alt. Han ved mere om mig end nogen anden. Sammen med ham behøver jeg ikke at skjule de sider af mig selv, som jeg ikke er så stolt af.

Livet på Mykines

"Mykines er den smukkeste ø, jeg nogensinde har oplevet og Du er så heldig, når Du bor her". Således udtalte en turist sig til Katrina for nylig. Jeg blev så glad. Og jeg er helt enig, siger Katrina, som føler en stor kærlighed til øen.
– Det er på Mykines, at jeg trives aller bedst. Her har jeg mine rødder og her hører jeg hjemme, siger Katrina. Jeg kunne uden tvivl bo andre steder, men det havde bare været den næst bedste løsning. Så det bliver ikke på grund af mig, at bygden dør ud, for jeg har ingen planer om at flytte fra øen.
Hvordan med børnene? Håber Katrina, at Ronja og Hans Meinhard også vælger bygden som stedet at bo, når de bliver voksne? Katrina tænker sig om. – Som alle andre mødre vil jeg gerne have at de får et godt liv. Hvor det bliver, har mindre betydning.

Livet i troen

Jeg ved ikke, om jeg skal sige, at jeg er frelst. Men i alle tilfælde blev jeg troende for nogen år siden. Det var på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde det så godt. I dag har troen stor betydning i mit liv, forklarer Katrina. Hun læser i Bibelen hver dag, ligesom hun læser i andre bøger om troen. Især bøger om opdragelse. Jeg tænker meget over, hvordan jeg giver børnene den bedste opdragelse og det er, efter min opfattelse, på et kristent grundlag. Katrina deltager også i bibelkurser hos Hjemmemissionen. Ja, for nogen år siden tog jeg for første gang af sted til Nesvík (Hvor Hjemmemissionen har et kursus center, o. a.). Uden at kende et eneste menneske. Jeg havde et stort udbytte deraf og siden hvert eneste år været på dette kursus, fortæller Katrina.
Uden troen ville mit liv ikke være det samme. Hvad får jeg ud af at bo i et stort og flot hus? Og at eje flere originale Mikines malerier? Det har ingen betydning uden troen, filosoferer Katrina, som, selvom hun er troende, dog ikke er fanatisk. Jeg har min tro og blander mig ikke i, hvordan andre lever deres liv, siger Katrina.