Pattedyrene på Mykines

Om pattedyrene på Mykines

På Mykines lever der vildt kun 2 slags landpattedyr, nemlig husmusen og haren.
Herudover er der husdyrarterne får, hest, ko, hund og kat.
Næsten dagligt ses de 2 sælarter, der holder til på Færøerne, nemlig spættet sæl og gråsæl.
Man kan også være så heldig af se hvaler, nemlig spækhuggere, grindehvaler, marsvin, og sjældnere finhvaler, kaskelotter og pukkelhvaler.

Om landpattedyrene på Mykines.

Husmusene.

Det er ukendt, hvor længe der har været husmus på Mykines, men det skal nævnes, at præsten Landt i sin: "Forsøg til en beskrivelse over Færøerne" fra år 1800 angiver, at der ikke fandtes husmus på Mykines dengang. Om dette er rigtigt, er det svært at vide med sikkerhed nu, men det forekommer ikke sandsynligt. Nyere DNA undersøgelses teknikker, har nemlig vist interessante resultater. Husmusens udbredelse kan tages som indikator for, hvordan og hvorfra Færøerne er blevet kolonialiseret, idet husmusene har fulgt menneskene. Genetiske undersøgelser af færinger har vist, at de færøske mænd stammer fra Norge, medens de færøske kvinder stammer fra Irland.
Husmus kan deles i østmus og vestmus. Østmusene stammer fra Norge, medens Vestmusene stammer fra Tyskland og England og i vore dage findes de på Færøerne på Mykines, Hestur, Nolsoy og Fugloy, medens musene på resten af de færøeske øer, hvor der findes mus, er blandingsformer mellem vest- og østmus. Hvis Landt har ret, er det interessant, at husmusen på Mykines på blot 200 år har udviklet sig til en speciel underart, med sit eget navn, Mus Musculus Mykinessiensis. Men formentlig er det en udvikling, der er foregået over nærmere 1000 år. Mykines husmusen findes nu om dage overalt på øen i ukendt antal. Den findes i beboelseshuse, i tjallerne (husene til tørring af fårekød) og ude i den frie natur, således i lundelandene og nok så mange i Borgardalur.
Mykines musene har specielle legemlige karakteristika, som til dels deles med de andre vestmus på Færøerne. Af disse skal nævnes, at halen er meget lang og bagbenene er specielt lange og kraftige, formentlig givende musen er ekstra springkraft. Farvemæssigt adskiller den sig også fra sit ophav, den almindelige husmus, idet den er mere brunlig farvet og har en lysere farvet bug. Ligeledes er det interessant, at deres indre næsebor er mere koniske end andre husmus, en egenskab som Mykines musene har til fælles med musene på St. Kilda, den vestligste og meget isolerede ø i Hebriderne. Det formodes derfor, at Mykines og St. Kilda husmusene er repræsentanter for de ældste af de europæiske husmus.
Normalt ser man ikke meget til dem, men de kan ses i kælderne og tjallerne , hvor en fortsat kamp mod både husmusene og stærene foregår. Musene kan passere de mindste åbninger, et hul med blot 16 millimeters diameter, skal være tilstrækkeligt.
Læs mere om husmusene på Færøerne her (på færøsk): Her (på engelsk).

Harerne

Harerne på Mykines findes i et lille, men tilsyneladende ret konstant antal. De lever åbenbart på marginalerne, siden bestanden ikke tager til og der har, så vidt det vides, ikke været drevet jagt på dem nogensinde.
De første harer blev bragt til Mykines så sent som i 1965.
Harerne holder forbavsende nok for det meste til meget højt oppe i Haugen, 400 til 500 meters højde og ses oftest oppe under Knukur i den store ur der vender mod vest og hvor Radioantennehuset er beliggende. Men de kan dog også ses helt nede i den nederste del af Haugen. Som regel ser men en enkelt, der hurtigt smutter ud af sit skjul, hvor den har siddet og trygget sig, for i fuld firspring at komme i sikkerhedsafstand fra én.
Mykines harerne stammer fra de samme harer, der ellers findes på Færøerne og som oprindeligt blev importeret fra Norge i 1850'erne fra den norske ø Kragerø. Det var sneharer, der i begyndelsen også blev hvide om vinteren, men mange års selektion har på Færøerne medført, at de nu bliver grålige om vinteren.

Billeder af harer fra Mykines

Om havpattedyrene på Mykines.

Sælerne.

Går man ud på Rogve på vejen til Holmen, ser og hører man ofte sælerne på skærene nord for Holmen. Og dette til alle årstider. Ud for anløbspladsen og ud for Holmgjogv ved det lille skær, ser man dem ofte på ret nær hold og indtrykket er, specielt hvis man er i båd rundt om Mykines, at de er meget nysgerrige. Man ser tit deres hoved, med de store mørke øjne spejde efter én og fløjter man, kikker de endnu mere.
Før i tiden blev der drevet systematisk jagt på dem og jægerne fik penge for at aflevere kæberne af sælerne, fordi man mente at de gjorde stort indhug i fiskebestanden. Man drev blandt andet jagten ved med køller at slå ungerne ihjel i de huler, hvor de opholder sig i deres første tid. Nu om dage jages der en gang imellem sæler og deres kød smager fortrinligt.
Hvis man er heldig, kan man se op mod 300 sæler på en gang, på skærene nord og vest for Mykines Holm, hvor de ligger og tørrer sig, når det er lavvande. Og ofte er der en hel del gøen fra dem. Det kan være meget smukt syn i solskin og stille vejr, at se dem svømme i det klare vand, specielt lige vest for Holmen, nord for Uti a Bølið i den lille bugt neden for Fyret.

Billeder af sæler på skær ved Mykines

Hvalerne.

Næsten hvert år er der beretninger om iagttagelse af hvaler i havet omkring Mykines.
For nogen år siden blev der fanget nogle grindehvaler i Lendingergjogv. I slutningen af 1990'erne sejlede Sulan lige ud i en lille grindeflok uden for Lendingergjogv, som blev drevet ind til Bøur, hvor den gjorde landgang.
Der har de sidste år været flere iagttagelser af spækhuggere helt inde under land. En gang iagttog nogle mænd, der var ude og samle får, fem spækhuggere, der svømmede langs kysten og mellem skærene øst for bygden.
I år 2000 blev der iagttaget en pukkel hval omkring et hundrede meter fra land nord for Holmen, tæt ved Holmgjogv og nogle dage senere ligeledes en pukkelhval, den samme? fra en lille båd syd for Bygden.
I slutningen af 1990'erne har der også været iagttaget finhval og formentlig kaskelot, i farvandet syd for Mykines. Der var to finhvaler der svømmede mod vest ret tæt på øen medens kaskelotten var meget langt til havs, men det karakteristiske skæve blåst kunne dog med sikkerhed ses.