Essays om fuglelivet på Mykines
Om nogle gærdesmutteunger Lomvie ungernes spring Sulefiskeri Oplevelser i Hellis Gjogv 2008
3 unge gærdesmutter på Mykines, juli 2003.
Som man mindst forventer det, oplever man noget nyt, andet og helt uventet på Mykines.
På vej hjem fra Holmen skal man passere et gærde med en låge. Og i medlyset fra solen opdagede jeg, da jeg var måske 3 meter fra lågen, en gærdesmutte, der sad frit fremme på en af stenene i gærdet lige ved lågen. Straks standsede jeg og betragtede den halvslumrende gærdesmutte i kikkerten. Det var en unge, idet næbvigene var lyse. Jeg tog fotografiapparatet frem og bevægede mig med meget langsomme bevægelser frem mod den lille fugl. Den vågnede op, men registrerede mig ikke som en fjende eller noget den skulle være bange for, for den blev siddende. Jeg kom så nær med fotografiapparatet, at det skulle stilles på makro, den indstilling, der anvendes når der skal fotograferes blomster og sommerfugle, for at kunne stille skarpt på den lille fugl. Den begyndte at bevæge sig omkring, smuttede ind mellem stenene, fangede stankelben og andre insekter. Jeg blev stående næsten ubevægelig og alle bevægelser blev udført meget langsomt. Det viste sig, at den lille fætter ikke var alene. Der var to andre unger lige omkring gærdet og lågen. Jeg stod lænet op ad et hegn og på et tidspunkt hoppede den ene af gærdesmutteungerne hen ad hegnet, passerede under min ene arm, som støttede på hegnet, i en afstand fra min krop på 10 til 15 centimeter. De opførte sig fuldstændigt, som om jeg ikke var til stede! En af dem fløj ned på jorden lige ved mine fødder og jeg troede på et tidspunkt, at den ligefrem ville sætte sig på min støvle, men så langt kom det dog ikke. Jeg blev stående, gærdesmutterene pilede omkring, ind imellem stenene, nogen gange kunne jeg ikke se en eneste af dem, for lidt senere at se en, to eller alle tre på en gang. Nogen gange vendte de hovedet nedad, når de med deres små skarpe klør hagede sig fast i stenene eller træstolper eller hegnstråd. Nogen gange sad de længe stille, med sløve øjne, andre gange pudsede de lige nogle fjer, der var kommet i uorden. De fik rigeligt med fangst af forskellige insekter, de største var stankelben lignende og der var til tider lidt besvær at få slået byttet ihjel, idet byttet naturligvis hele tiden forsøgte af undvige. Men de mange fangster jeg så, endte alle med, at gærdesmutten fik overtaget og fortærede byttet. Jeg stod i måske fem kvarter og betragtede de små fugle, idet jeg var så heldig, at der ikke kom andre mennesker forbi og forstyrrede den stille fortrolighed, jeg oplevede at jeg havde med de små fætre, som altså ikke registrerede mig som noget farligt eller truende. Måske var de ikke blevet erfarne nok om verdens forskellige farer. Eller også¨var det blot den måde jeg kom ind i det univers, på dette tidspunkt af deres tilværelse der var deres og udgjordes af et stengærde, et hegn, noget jord og en låge med en samlet udtrækning på få meter, der gjorde, at jeg blot blev betragtet som en ufarlig genstand på lige fod med de andre faste fysiske rammer i deres omgivelser.
Om en lomvi unges spring ud i den store verden 11. august 2003 på Mykines.
Det er sket millioner af gange før rundt om i verden. Det er mislykket for andre millioner, omend naturligvis et mindre antal millioner. Men en betagende oplevelse er det nu alligevel.
I 1977 så jeg for første gang en lomvi unge springe ud i den store verden. Den gang iagttog jeg ungen og forældrefuglen i 3 kvarter, hvor der var en løben frem og tilbage på hylden, en masse kalden og pippen, før ungen sprang, slog smut på en stor sten og ramte vandet med bugen opad, men hurtigt fik orienteret sig, kom på ret køl og blev ledsaget af forældrefuglen, der var sprunget umiddelbart efter, ud i på det åbne hav.
Men denne aften var der en helt anden beslutsomhed over den lille unge. Forældrefuglen og den havde stået lidt tilbage på hylden i mere end en halv time, fra da jeg begyndte mine iagttagelser. Men så begyndte forældrefuglen at bevæge sig sidelæns mod venstre langs inderkanten af hylden og ungen fulgte efter. Der var et par pauser, hvor ungen tøvede lidt, strakte sig og baskede med sine små vinger. Forældrefuglen bevægede sig hen til, hvor hylden bliver ganske smal og ender i en spids trekant. Forældrefuglen kom ikke engang helt til spidsen, før ungen tog teten, gik helt frem og sprang! Selv om der var opvind lang fjeldvæggen, og den lille unge baskede ihærdigt med sine små vinger, var fremdriften ikke større, end at den landede flere meter fra vandkanten i en stenur. I lang tid, måske tre til fire minutter, hverken så eller hørte jeg noget til den lille, kun forældrefuglens ihærdige kalden nede fra havet, hvortil den i et hurtigt dyk lige efter ungens spring, nu lå lige uden for stenuren. Men så begyndte ungens fine tre tonige kald at trænge igennem suset fra de brydende bølger og i takt med forældrefuglens kald. Men stadig var den ikke at se. Men så dukkede den frem mellem de store sten. Og i en kombination af kravlen, springen og ihærdig basken med vingerne samt hyppige kald og svar mellem forældrefuglen og ungen, bevægede ungen sig i så lige retning som muligt mod forældrefuglen, der lå nogle meter fra selve vandkanten, der hele tiden bevægede sig frem og tilbage i takt med bølgeslagene. Den faldt ned af store sten og ned i mellemrummene mellem de store sten og forsvandt helt ud af syne i længere perioder. Dukkede op igen og prøvede en alternativ vej, som lykkedes bedre. Til sidst var den så tæt på vandet, at det næste bølgeslag slog den længere op mellem de sten den lige havde passeret, for derefter at trække den med ud. Ungen padlede frem med brug af både vinger og ben mellem sten og et lille skær, men retningen var usvigelig sikker frem i den retning forældrefuglens kald kom fra. Forældrefuglen svømmede den i møde og de var forenet igen. Forældrefuglen vendte om og de fortsatte nu udad med fra kun få centimeters afstand til måske højst en halv meter, afhængig af hvordan bølgeslagene ændrede deres fremdrift. Forældrefuglen rejste sig i vandet og rystede sig, sænkede næbbet under vandet og rystede det. Og de forsvandt ud af syne i det lidt længere ude mere rolige vand.
En bevægende oplevelse af omsorg for sit afkom og af ungens mod til dens resolutte spring ud i en stor og usikker verden. En verden der for ungen før blot havde været en lille hylde med afgrunden til den ene side og en lodret klippevæg til den anden.
Om suler og deres fiskeri ved Mykines i året 2003.
Hele første halvdel af august måned 2003 gav anledning til hyppig iagttagelse af fiskende suler, idet de så godt som alle dage og hele dagen kunne ses fiske omkring Drengene, langs sydkysten af Holmen, ud for Broen og Kvalagjogv, ud for Bygden og Lendingergjogv, ud for Kumlagrunna og længere østpå. Ikke var det altid det store antal, men næsten hele tiden kunne ses fire, måske fem eller seks stykker med det blotte og øje og med kikkert væsentligt flere.
Det er utrolige færdigheder sulerne demonstrer ved deres fiskeri. Fra helt op til 30 meters højde starter de deres styrtdykning mod havoverfladen. Højden kunne flere gange bestemmes ved sigtelinier fra dels kendt højde for iagttagelsen til kendte højder på Holmen og Drengene samt til kimingen. Mange gange sås de helt inde under land, blot få meter fra kystlinien og endnu kortere fra skær og store sten, specielt ude ved Drengene.
Som regel kan man på sulens flugt se om den er på fiskeri. De flyver da altid lige imod vindretningen for at reducere deres fart i forhold til havoverfladen. De flyver ret langsomt og ofte med lidt sænket hoved for så til tider at bøje det helt mod vandet, til forskel fra deres almindelige transportflugt, hvor hovedet hele tiden holdes ret frem. Når de har fløjet således søgende frem mod vinden 100 til 200 meter, vender de om og flyver med vinden i en fejende stor cirkel, som regel med let fald og tiltagende fart, for at vende om mod vinden i en ret stejl stigning og atter bruge vingerne i deres søgeflugt.
Når de deres flugt har fået øje på bytte, ses deres utrolige luftakrobatik. I et nu, nogen gange uden noget sikkert iagttageligt forvarsel, kan de dreje lynhurtigt om med ryggen nedad, samtidig med at de gør vingerne store og brede og i næsten samme nu og bevægelse, ændrer retning til et mere eller mindre lodret styrtdyk mod havet. Med vingerne således vidt udspilede ses forskellige styre manøvrer og justeringer af styrtet mod havet, farten tager til og vingerne gøres mindre, bøjes i albue og håndled for til sidst at strækkes helt bagud, så sulen til sidst, som en tenformet pil og i stor fart bryder vandoverfladen i et sprøjt, der går meget højere op end til siderne.
Sulen er nede under havoverfladen i varierende tid, vel afhængigt af, hvor dybt den har været og kommer op til havoverfladen som en prop. Man ser ikke, om de har fanget noget, ingen fisk der skal manøvreres på plads, som det for eksempel ses, når skarven har fået fangst. Fangsten må være slugt med det samme og sulens næb har da også den interessante egenskab, at der er et led helt inde ved roden, således at den kan åbne næbet uden at åbne munden. Efter en varierende tids tøven, starter sulen op mod vinden og efter nogle høje vingeslag og nogle afsæt i vandet med fødderne, er den på vingerne igen, ofte afsluttende seancen med at ryste fjerene på plads, når den er helt fri af havoverfladen. Med kraftige dybe slag vinder den hurtigt højde, for igen at begynde sin søgen efter fisk.
En aften i midten af august var vejret utroligt fint. Ude ved Drengene var det ved at være fuldstændig strømstille, samtidig med at det var vindstille og der næsten ingen bølger var. Der var utrolig stille for dette sted, der næsten altid er præget af den hvide støj fra brændingen og strømsøen fra Strongurin, den malmstrøm, der strækker sig ud mod syd sydvest fra Drengene og Steinen. Strongurin ligner bovbølgen på et skib i de omkring 9 timer af tidevandets 12 timers cyklus, det går mod vest med op til 9 knobs fart og som måske har været en af de væsentlige årsager til, at Mykines i sagnene blev kaldt en flyde ø. For er det havet der flyder forbi Mykines eller det Mykines der pløjer sig gennem havet? Men herude, denne sjældne aften, hørte jeg pludselig en underlig lyd, som lyden fra et torskesmut. Det var lyden fra en fiskende sule, der brød vandoverfladen i stor fart. Lige efter igen et plump, så to lige efter hinanden, så en pause, så en gang til efterfulgt af to i rap. Jo det var suler der fiskede fra stor højde og lyden gav virkelig indtryk af, hvor stor fart sulerne bryder havoverfladen med. Som også ses af den fine stribe af luftbobler, de trækker med sig dybt ned og som giver vandet denne forunderlige lysende grønlige farve.
Hvor ofte et styrt giver et bytte er ikke nemt at vurdere ved blot iagttagelse, men mange gange ses, hvordan et begyndende styrtdyk afbrydes i større eller mindre højde over havet og går over i et fejende dyk og efterfølgende stigning op til ny søgning. Sulen har i et splitsekund vurderet, at fortsættelse af styrtet ikke kan betale sig. Måske fordi byttet er blevet ude af syne eller måske fordi højden som udgangspunkt for dykket og dermed farten i dykket, ikke er stor nok til at komme ned til den dybde, det sete bytte er i.
Når man betænker, hvor mørkt det nogen gange kan være, før sulerne holder op med at fiske hen under aften og hvordan de kan fiske, selv om havoverfladen er meget urolig på grund af vindbølger, strømsø og dønning, hvor højt oppe fra de er i stand til at se deres bytte, må de være udstyret med et utrolig skarpt og godt syn.
Hvis man endvidere tænker på alle de processer, der skal være på plads, for at et dyk lykkes, er det et imponerende sæt af egenskaber sulen skal være i besiddelse af. Synet skal være utrolig skarpt med stor opløsning og vel oven i købet med den egenskab, at kunne se skarpt både over og under havoverfladen. Øjnene er på sulen placeret så yderligt på hovedet som muligt og ses en sule direkte nedenfra, vil man se, at øjnene faktisk kan ses ragende ud over det ellers ved roden meget brede næb. Man må således antage, at sulens synsfelt faktisk også omfatter havet under den, selv om den ikke direkte ser ned mod vandet. Hvad den jo dog gør, når den søger, men det er vel for at bringe havet under den ind i det centrale synsfelt. Men et vist orienteringssyn under fuglen er formentlig en kendsgerning alene ud fra en anatomisk betragtning af fuglen. Sulens synsfunktion skal være i stand til at fortolke det billede der kommer via øjets retina ind til synsbarken. Der skal fisk og anden føde sorteres fra alt det andet fuglen ser på og nede i havet. Byttet skal således identificeres, dets svømmeretning, dybde og fart bestemmes og beslutningen om at dykke skal træffes i et nu og afstedkomme yderst komplicerede motoriske styresignaler til vinger og fjer. På vej ned, hvor sulen formentlig hele tiden har byttet fast fikseret i det centrale syn, skal der hele tiden korrigeres for vandets brydning, vandoverfladens bevægelser, der hele tiden vil få byttet til tilsyneladende at flytte sig, vindretningens indflydelse på dykkets retning, farten på dykket skal reguleres ud fra vurderingen af, hvor dybt byttet svømmer og kommet gennem vandoverfladen må synet pludseligt skulle omstilles til at kunne se i vand gennem en eller anden fokusændring af øjeæblet eller i det mindste linsen, og styringen foregår nu formentlig ved bevægelser af hele kroppen og hovedets position i forhold til den, ligesom vinger og fødder vel medvirker til at bremse, når byttet er grebet med næbet og der skal søges op mod overfladen igen.
Til tider ser man sulen foretage en anden slags dyk. Da er det fra lav højde og ganske fladt og kun med ringe dybde. Disse dyk afsluttes på havoverfladen med rystelser af krop, hals, hoved og vinger med strittende fjer og er en form for bad og fjerrenselse.
Sommeren 2003 gav således mange muligheder for at se sulens fiskeri fra Mykines og gav mange bevarede smukke indre billeder.
Og tillige forundring over, hvilke forfinede egenskaber der må være placeret i sulens hjerne og som næppe kun er, hvad der normalt omtales som instinkter, men også må være udtryk for indlæring i komplicerede neurale netværk.
Et er sikkert, hvis det, der sker i en sules hjerne under fødesøgning og dykning, skulle formuleres i delfunktioner og implementeres i en model, ville det blive en yderst kompliceret sag og hvis denne model så skulle implementeres i en digital model, som det efterhånden er så moderne med alle mulige fænomener, så skulle der helt sikkert en enorm regnekraft til, for at modellen ikke skulle komme til at dø af sult.
Måske er det faktum, at suleungerne, når de forlader redepladserne, vejer mere end en normal voksen sule og er yderst velpolstrede i fedt, en livsforsikring for suleungen. Den har således noget at tære på i indlæringsfasen, indtil den får lært styrtdykningens svære kunst og mestrer den utrolig komplicerede færdighed, at dykke, i en sådan grad, at den kan overleve og komme tilbage i kønsmoden tilstand og da være så dygtig en fisker, at den har overskud til også at opfostre en unge, der kan føre slægten videre. Der må utvivlsomt være mange nittere i begyndelsen, før de neurale netværk i dens hjerne er blevet justeret og finpudset af de erfaringer, som mange dyk under vidt forskellige omstændigheder må give suleungerne.
Sulens fangstevner, under forudsætning af tilstrækkeligt med føde, ser ud til at være så gode, at et par kan opfostre to unger, hvilket ellers aldrig ses i naturen. Nogle fugleforskere har nemlig engang anbragt to æg i en sulerede og kunne konstatere, at suleparret tilsyneladende ikke havde problemer med at give begge unger en god start i livet, med normalt vægt for begge unger. Der var dog ingen, der spurgte sulerne om, hvordan den ynglesæson var, hvori de blev udsat for dette eksperiment. Om det havde været let eller om de var helt udmattede og blot ikke havde kunnet modstå ungernes idelige tiggen after mad. Og derfor havde følt sig tvunget til fiskeri, selv om de var trætte.
Om nogle tejst unger i Hellis Gjogv i 2008.
På Mykines er det Holmen, der står som målet for de fleste. Og fantastisk er Holmen da også, blandt andet fordi sulerne yngler dér. Men ornitologiske oplevelser kan også opnås andre steder på Mykines. Og et af disse steder er Hellis Gjogv.
Hellis Gjov er en lille vig, der ligger lige øst for bygden og mod øst og nord er begrænset af stejle, næsten lodrette fjeldvægge, der når op til omkring 125 meters højde. Disse vægge er i sig selv imponerende at skue, med et utroligt varieret relief og alle mulige farve, blandet andet et par bånd af den rødlige tuf, der bugter sig mellem lagene af den lava, der for omkring 65 millioner år siden dannede Færøerne. Mod syd åbner Hellis Gjogv sig mod havet og mod vest flader de høje vægge sig ud i græsklædte urer og går over i den del af indmarken, der hedder Bø. På de lodrette sider af vigen, yngler der mange fugle, flest rider, men også lomvier, mallemukker og alke. I den ur, der danner overgangen til Bø, yngler der mange lunder og også tejster mellem de store klippeblokke. Der en fantastisk akustik i Hellis Gjogv, med en utrolig rumvirkning, der nærmest virker som en forstærker af fuglenes stemmer, på grund af de hårde klippevæge. På vandet kan man ofte se mange lunder, der fredeligt ligger og cirkulere mellem hinanden. Ofte fordriver de tiden med at vaske sig og ordne deres fjer. Her ud over kan man se ederfugle og skarver og i ny og næ stikker en sæl hovedet op over vandoverfladen. Vandet i Hellis Gjogv er ofte krystal klart og meget dybt og mod vest er der et længere stykke af fjeldet, der går lodret ned i vandet og hvor der har været tanker om at lave et nyt landingssted, idet selv store skibe ville kunne lægge til her, med den store vanddybde og denne, fra naturens hånd, næsten færdigbyggede kaj. Men disse planer er opgivet, blandt andet fordi stedet ligger så åbent ud til havet og derfor også er meget udsat for brændingen. Enkelte steder rager fjeldet ligefrem ud over vandet i en højde fra 1,5 meter til 4 meter, idet tidevandet ved Mykines varierer med hele 2,5 meter, når det er springflod, eller hård strøm, som det kaldes på Færøerne. Ofte er der læ for vindene og der kan være ganske dejligt varmt, når solen bager hele dagen igennem.
Satte man sig ned, lidt i skjul mellem klipperne, helt henne ved det beskrevne lodrette stykke af kysten, kunne man mange gange opleve, hvordan den smule uro, der kom blandt fuglene, når der kom mennesker derover, hurtigt forsvandt og roen vendte tilbage, når menneskene igen forlod Hellis Gjogv. Hvis det ikke lige var en storkjove eller en ravn, der kom forbi, for da hørtes det straks på hele stemningen i Hellis Gjogv. Ridernes evindelige snakken tog til og fuglene på vandet trak længer ud mod havet eller lettede. Men var der ro, var det ofte som om lunderne ligefrem var nysgerrige og langsomt og forsigtigt bredte sig ud over hele vandoverfladen igen og også nærmede sig det sted, hvor man sad og nysgerrigt og med hovedet lidt på sned, så op på én. En gang hørtes en forsigtig og ret dyb fuglestemme, nærmest pludrende og som viste at komme fra en ederfugl hun, der kom svømmende langs kysten med sine tre unger. De var helt tæt på fjeldvæggen, men efter at de opdagede iagttageren, trak de lidt længere ud på vandet, men ganske roligt og uden panik.
I den første uge af august måned år 2008, kunne der iagttages op til 5 tejst unger på vandet i Hellis Gjogv. De er karakteristiske med deres sort hvide spraglede fjerdragt og sorte ben, helt forskellige fra de voksnes mørke, nærmest grønligt brune fjerdragt og stærkt røde ben. Som regel lå de spredt over vandet, når man kom derover og ofte trak de lidt væk fra fjeldet. Ofte kunne de ses dykke og var nede i op til 45 sekunder. Hvis man havde siddet der i længere tid, var det som om ens tilstedeværelse blev ignoreret af fuglene og de kom helt tæt på klippevæggen. Nogen gange kunne man slet ikke se nogen tejst unge, når man komme derover, men havde man siddet lidt, kom de stille og roligt svømmende langs klippe kanten. En af ungerne var helt speciel. Den lå ofte på vandet og sov helt inde ved det lodrette stykke fjeld og kom således sovende drivende i den smule idvand, der var frem mod et lille fremspring i klippe væggen. Dybt sover sådan en fugle dog ikke og ofte kunne man se den åbne øjnene for lige at orientere sig, selv om næbbet forblev under vingen. Flere gange kom den i karambolage med tang, der voksede på klippe væggen og som kom frem, når det var lavvande. Det var flere gange, som om den blev fanget lidt i tangen, men rystede sig løs sig og svømmede lidt væk igen. Det der var det mest forunderlige var, at man kunne ligge lige hen over fuglen på det fjeld, der ragede ud over vandet, hvor den således passerede blot måske 1,5 meter under én. Nogen gange have man indtryk af, at den overhovedet ikke var klar over, at man var der, men andre gange var der øjenkontakt, som forunderligt nok ikke medførte, at den flygtede eller svømmede længere ud, men blot fortsatte sin rolige padlen med sine små sorte svømmefødder. De smukkeste dage, hvor der var næsten vindstille og helt blankt vand, var der det smukkeste farvespil, når den mørke fugle gled hen over den utrolige baggrund af det lysende, grønligt tyrkis farvede vand, den farve, der så fint er fanget i nogen af S J Mikines malerier af brændingen ved Kumla, der er fortsættelsen af kysten i Hellis Gjogv mod vest over mod Lendingargjogv.
De små tejst unger, piser, som fugleungerne kaldes på færøsk, var således medvirkende til den intense naturoplevelse, som besøgene i Hellis Gjogv var i år 2008.
Se billederne ved at klikke her, billeder af tejsteunger