Om Mykines

Om navnet Mykines Flydeøer Sulan er god Stenskoven Første bostæning Mykines i dag Ophav Afstande på Mykines

Om navnet Mykines
Der er mange forklaringer på de forskellige stavemåder for Mykines.
Af stavemåder for Mykines kan følgende angives: Mykines, Mykiness, Mikines, Mikjinees, Mygenes, Mygenæs og Myggenæs.
Den vist ældste stavemåde, Mykiness, er fra 1400 tallet og menes at stamme fra det keltiske ord Muc-innis, der skal betyde svineø.
Ordet Mykines er også udlagt som "møg-næsset", stammende fra nedennævnte sagn om flydeøer og Vagoy manden, der kastede tyremøg på flydeøen.
Men "Myki" er også udlagt som mangenæs, stammende fra det færøske ord mikið, mange, masser af, meget, nok.
Lucas Debes bruger i bogen: "Færøernes beskrivelse" fra 1673 det danskklingende Myggenæs om Mykines. Men ordet har dog næppe noget med almindelige stikmyg at gøre, da der ikke findes sådanne på Mykines. Men der findes mitter, der er små, kompakte myg, der er 1-2 mm lange. Så man kan godt blive stukket på Mykines. Og også bidt af lundelus, der ikke er lus, men flåter.
J. Chr. Svabo bruger i: "Indberetninger fra en rejse i Færøe 1781 - 1782" ordet Mygenes og anfører stavemåderne Mikjinees, Mykines og Myggenæs, uden dog at forsøge udlægninger af stavemådernes oprindelse.
I 1900 tallet brugtes ordet Mikines ofte og kan stadig ses på navneskilte for både fra Mykines, ligesom maleren Samuel Joensen tilføjede Mikines til sit navn.
I vore dage er navnet Mykines enerådende.

Flydeøer
Mykines er mærkeligt nok ikke nævnt i Færinge Saga, men der findes forskellige historier eller sagn om Mykines.
Mykines skal i følge flere af de gamle sagn, oprindeligt have været en flydeø, en ø der hvileløst flød omkring på det åbne hav, ligesom flere andre færøske øer skal have været det.
Der findes et sagn, der både forklarer flydeøen Mykines ophør med at være flydeø og som giver en forklaring på Mykines' navn.
Frygten for de store hvaler har ligget latent i de færøske fiskere helt fra de tidligste tider og sagnet lyder således.
En mand fra Vagoy havde tyremøg med sig på fiskeri, for ved at kaste dette i vandet ved lugten at skræmme de store hvaler væk, hvis de nærmede sig hans båd. En gang under fiskeri vest for Vagoy, dukkede der pludselig frem af tågen en stor ø. Han trak sine fiskeredskaber ombord og rodede hen til øen, men inden han gik i land på øen, kastede han tyremøg på et næs og derved blev øen pludselig fast. Øen skulle derefter være kaldt Møgenæs eller Mikjunes, som siden er blevet til Mykines.
At man har haft forestillinger om flydende øer, forstår man nemt, hvis man har stået ved en færøsk kyst og set, hvordan tidevandsstrømmen bruser forbi. For hvad er fast og hvad bevæger sig? På Mykines ses dette tydeligt fra Mykines Holm's sydvestlige hjørne. Her findes "Strongurin", den voldsomme og imponerende strømsø, der strækker sig mod syd fra Drengene og Steinen, når vandet bevæger sig vestpå. Det er især voldsomt ved springflod, det der på Færøerne kaldes stærk strøm og vandet bevæger sig da forbi med op mod 9 knobs fart. Og da ligner det grangiveligt bovbølgen på et hurtigt sejlende skib.
Et andet sagn fortæller således:
En kæmpe, der kunne tænke sig at sætte bo på Færøerne, syntes særlig godt om flere øer, men han syntes favoritterne var for små og derfor forsøgte han at samle dem sammen. Koltur var den første han bemægtigede sig, men den lå godt og fik lov at blive liggende hvor den lå. Så tog han til Skuoy, for at trække den hen til Koltur, men skuvingerne spurgte ham, om det virkelig kunne være hans mening, at ville bo på Skuoy, når den var blevet født af en lille kalv. Da kæmpen hørte, at det hang således sammen, opgav han tanken om at besidde Skuoy og takkede så mange gange for oplysningen og gav tillige skuvingerne store gaver og drog så videre. Nord for de større øer, fandt han nu en nok så stor ø og tænkte at den ville være fin at bo på og begyndte at hale den syd over mod Koltur, men da han var kommet nord for Vagoy, svigtede hans kræfter ham og selv om han forsøgte i en hel uge, lykkedes det ham ikke at flytte øen en meter længere. Ærgerlig sagde han: Havde jeg fået øen op af vandet, fik jeg den vel også under vandet. For han undte ikke nogen anden at bo på denne ø. Endnu siges det, at man nogen gange kan se en ø nord for Vagoy, med fjelde, dale og vandfald. Oftest er det mænd fra Sørvagur, der har set øen, når de under fjeldgang har haft udsyn over havet mod nord. Og det kan ikke undre, at mænd fra Mykines er bekymrede, når de hører, at denne ø atter er blevet set. For hvis kæmpen stadig lever, kunne han vel finde på at sænke Mykines under havets overflade, for på den måde at gøre plads for flytningen af hans ø mod syd og gøre den landfast med Koltur.

Sulan er god
Et tredie sagn er om Gásadals jætten Tórur Rami og Mykines jætten Óli Rami.
Tórur Rami ville underlægge sig Mykines og alle dens rigdomme. Derfor begav han sig til Mykines og gik i land ved Borgaragjógv østligst på Mykines og gik videre vestpå mod bygden. Óli Rami fik øje på Tórur, da han kommer mod sig oppe fra hammeren oppe over bygden mod øst og flygtede mod vest ud på Holmen, der den gang var landfast med Mykines. For at redde sig, beder Óli om, at Holmen må blive til en ø og hans ønske gik i opfyldelse. Men det hindrede ikke Tórur i at springe ud på Holmen og de to mænd kom nu i kamp. Kampen var meget voldsom og foregik på det sted, der kaldes "í Traðki". Óli får overtaget og ville dræbe Tórur. Men nu beder Tórur for sit liv og lover Óli tre gaver, som skal komme til Mykines hvert år, hvis Óli vil lade ham leve.
Gaverne er en hval, der hvert år skal drive på land i Hválagjógv, et stykke drivtømmer, som skal drive på land i Viðarhelli og en helt speciel fugl, sulen, som skal bosætte sig på Holmen. Men en betingelse for, at gaverne skulle vedblive at komme var, at ingen Mykines borger måtte spotte disse gaver. For i så fald ville gaverne forsvinde. Disse betingelser gik Óli med til og han skånede Tórur.
De kom således til enighed og bosatte sig begge på Mykines og skal begge være begravet på Mykines oppe tæt ved mindesmærket.
Senere hen fortæller sagnet, at Mykines beboerne ikke holdt løftet om ikke at spotte gaverne. De var utilfredse med både hvalen, der kun havde et øje og som de fik ondt i maven af at spise og drivtømmeret, der var kroget og skævt. Derefter drev der hverken hval eller drivtømmer på land. Belært af dette, er der ingen Mykines beboer, der er kritisk over for sulen, for som man siger, "Súlan er goð".


Stenskoven
Et fjerde sagn fortæller om ophavet til Stenskoven.
Sagnet fortæller, at medens Olav den Hellige regerede i Norge, rejste repræsentanter fra Færøerne til ham for at afholde et møde. Kongen fremførte kritik af størrelsen af de skatter, han modtog fra Færøerne, idet han syntes, at det var for lidt han modtog. Derfor spurgte han, hvad der mon kunne vokse på Færøerne. Udsendingene fortalte, at der næsten ikke voksede noget som helst, det var bare sten og grus, moser og lyng. Hvilket de nok har sagt, for ikke at blive pålagt endnu større skatter. Da kongen, formentlig noget mistroisk, hørte dette, råbte han: "så lad det blive, som det er sagt, vend det nedad, der vender opad og lad det der vender nedad, vende opad". Da sank skovene ned i jorden og i stedet for de smukke og frodige enge, kom der i stedet moser, grus og sten. Og således blev der nu på øerne. Stenskoven på Mykines ligner træstammer, der er vendt på hovedet, med rødderne opad og skulle således være forstenede træer.
De landområder, der nu udgør Færøerne, har tidligere været skovbevokset i flere omgange, for milioner af år siden, som det fremgår af de kullag, der kan findes flere steder, blandt andet på Mykines og i hvilke der også, med lidt held, kan findes aftryk af planter. Så der er et lille gran af substans i sagnet, selv om Stenskoven ikke er fremkommet på den måde, sagnet fortæller.


Første bosætning
Pollen analyser fra Lamba tyder på, at der har været dyrket korn der så tidligt som i 600 tallet. Det er formentlig irske munke, der som de første har sat bo på Mykines. Den første bosætning af nordboerer menes at have været i 800 tallet.
Nye DNA undersøgelser af den færøske mus synes at bekræfte disse forestillinger, idet Mykines musen hører til vest musene, som formentlig er kommet fra Irland, måske med de aller første bosættere.
Flere navne på Mykines menes også at være af irsk / keltisk oprindelse ligeledes tydende på tidlig irsk bostæning.
I indmarken mod øst, ved Hellisgjogv findes det, der kaldes Klingregerd og som muligvis er rester af den første bostæning på Mykines. Her er der tydelige rester af stensatte gulve og vægge. Der har været foretaget udgravninger der i 1960 erne, men uden specifikke fund. Der er stednavne på Mykines, der kunne være tegn på tidligere bostæning andre steder end den nuværende bygd.

Mykines i dag
Der bor kun 11 mennesker hele året rundt. Den ældste er 76 år og den yngste er 10 år.
Der er 40 huse, hvoraf kun de 6 er beboede hele året.
Før i tiden var Mykines en af de største bygder på Færøerne. I 1940 boede der 170 mennesker på Mykines.
Kirken er bygget i 1879 og skolen i 1894.
Mykines var fra 1911 til og med 2004 en selvstændig kommune, men blev i 2005 lagt sammen med Sørvagur kommune.
Der findes ca. 1200 moderfår på Mykines.
Vest for Mykines ligger Mykines Holm. En 40 meter lang bro forbinder Mykines med Holmen. På Holmen er der et fyrtårn, der blev bygget i 1909.
På nordsiden af Mykines findes Korkadalur, hvor der findes mægtige basalt søjler, den såkaldte stenskov.
Mykines er specielt kendt for sin rige natur og sit fugleliv.
Maleren Samal Joensen-Mikines er født på Mykines i 1906 og døde i 1979.
Han er en af de mest berømte malere på Færøerne og i en periode benyttede han hotellet Kristianshus som atelier. Der kan i cafeteriet stadig ses malerpletter på gulvet, som vidnesbyrd om hans arbejde der.
Hans barndomshjem kaldes for "Innistova" og er i dag over 100 år gammelt.


Ophav
Færøerne er resterne af et mægtigt område af basalt dannet for 60 til 65 millioner år siden, ved mægtige udbrud af tyndtflydende lava gennem lange spalter, der har dannet store flade vulkaner med mægtige lag af lava. Færøernes basalt deles i tre lagserier, den nederste og ældste, den mellemste og den øverste og yngste. Mykines hører til den nederste lagserie og er således den ældste del af Færøerne sammen med Suðeroy.
I sundet mellem Mykines og Mykines Holm, Holmgjogv, kan man se et af de mægtigste lavalag på Færøerne, med en tykkelse på op mod 50 meter.
Mellem vulkanudbruddene har der været lange perioder uden vulkansk aktivitet. Det kan blandt andet ses af, at der har nået at danne sig et så tykt vegetationstæppe oven på et lavalag, at det nu kan ses som tynde kullag, oven i købet nogen steder med planteaftryk i. Nogen steder på Mykines kommer kullagene frem i dagen og har ved Valgarsbrugv, under Ketilsheyggi omkring 370 meter over havet, i beskedent omfang været brudt af beboere på Mykines.


Afstande på Mykines
Mykines er den vestligste ø på Færøerne og er beliggende vest for 7 ° 30 ', skillelinien mellem tidszonen GMT og GMT - 1 time og har således på en måde en halv times sommertid hele året.
Mykines har et areal på ca. 10 km².
Selve Mykines er ca 7,2 kilomerter i øst vestlig retning og 2,48 kilometer på det bredeste sted, nord syd. Mykines Holm er 1,2 kilometer øst vest og 0,64 kilometer nord syd og Mykines samlede udstrækning øst vest er således 8,34 kilometer.
I luftlinie er der 2,2 kilometer fra Bygden til Mykines fyr og 3,24 kilometer fra Bygden til Knukur, Mykines højeste punkt, 560 meter over havoverfladen.
Indmarken har en største udstrækniung øst vest på 1,14 kilometer og 0,640 nord syd, medens Borgerdalur, den mægtige dal øst for Knukur er ca 1 kilometer nord syd.
Disse afstande lyder måske ikke af så meget. Men man skal være meget opmærksom på, at en kilometer på flad mark er noget helt andet, hvis en kilometer skal tilbagelægges med et højde tillæg på flere hundrede meter. Som det er tilfældet for at gå en tur til Mykines Holm eller til Knukur. Og for at komme til Kalvardal og Borgerdal skal man op i henholdvis 400 og 500 meters højde, før man kan komme ned i selve dalene.