Om lundefleygning på Mykines
Nogle ord:
Fleyge. At fange lunder i flugten med et ketsjerlignende redskab, et net udspændt mellem to slanke stænger for enden af en ca 3,6 meter lang stang.
Fleygeses. Det sted i fjeldet, man sidder og fanger lunderne. En slags stol, dannet af de forhånden værende sten, nogen gange i en beskeden fordybning i forhold til det omgivende terræn, således at fleygemanden sidder lidt skjult for de forbiflyvende lunder.
Der er forskel på lundernes flyveretning og vindretningerne.
Indledning Fleygesesser Lundefleygning Redskaberne
Sælerne ligger omkring øen, lunden flyver i ring.
Således skriver Jóannesi Niclassyni i det 37. vers i Brókatátti. Det giver en god beskrivelse af, hvad man ser, når man besøger den vestligste af vore øer, Mykines.
I Landalæru, den færøske geografibog, der udkom i 1926, skriver Mikkjal Dánjalson á Ryggi m.a. om Mykines:
»Rundt langs kysten er der lodrette hamre med dybe mørke slugter og smukt grønne lundelande, små og store græsbevoksede pletter, samt fedegræsgange for får og væddere. Landings pladsen er på sydsiden inde i en lille vig, så man ikki behøver at trække på land, når der ellers ingen brænding er. Men til tider er der en mægtig brænding og om vinteren kan der gå måneder, hvor man hverken kan komme til eller fra øen i båd.
I Mykinesfjørð er tidevandsstrømmen usædvanlig stærk, er lumsk og har ord for at være den værste fjord at besejle på Færøerne. I fjorden ligger der flere undersøiske skær og grunde blandt andre Skjaldarbarboði Tindagrynnan, Mýlingsgrynnan og Saksunargrynnan.«
Således er det beskrevet om Mykines i geografibogen, som Mikkjal á Ryggi udgav i 1926.
Som overskrift brugte vi et citat fra Brókartátti. Et andet sted i denne tátti - i det 34. vers, skriver Joannes Niclason således: "Jeg ejer jord på Mykines, bedre end det pure guld" - Ja, uden tvivl har jorden på Mykines været bedre end guld på Joannesar Niclassonar's tid, men meget er anderledes nu end da. På den tid var der måske 200 beboere på Mykines, medens der nu kun er 12 - 15 fastboende tilbage, så det siger sig selv, at jorden og fuglefjeldene ikke kan kaste det samme af sig, som den gang.
Men selv om alt dette er en faren tid, så er Mykines stadig smuk og betagende af besøge, for sælerne ligger stadig rundt omkring øen og lunden flyver i ring.
I 1960-erne samlede jeg forskelligt historisk materiale på Mykines. Blandt mine kilder var Niclas Hansen, der stammede fra Miðvági. Han kom 15 år gammel til Mykines for at arbejde på Handanágarðen. Det kom sig af, at mænd fra Mykines var i Miðvági i grind. Bonden fra Handanástovun, Jákup, var med og bad Niclas komme og dreje slibestenen, så han kunne få slebet sin kniv.
Jakup syntes godt om denne tjenstvillige og flinke dreng og spurgte ham, om han ikke ville komme med til Mykines og lære at dyrke jorden og lære at fleyge lunder.
Niclas tog med vest på og forblev på Handanagarðen, til han blev gift 25 år gammel.
Niclas var, selv om han ikke var født på Mykines, en af de dristigste og bedste mænd i fjeldet og en af de bedste fleygemænd -hans størsta fangst på en enkelt dag - var 870 lunder, som han fleygede nordpå på Nesinum, fire sømil fra bygden. Han var ivrig fleygemand, lunder om sommeren og mallemuk om vinteren. Han fiskede også, når lejlighed bød sig og det er mig fortalt, at vidste han, at der var nogen i bygden, som ikke havde frisk fugl ella fisk - var han altid meget gavmild og forærede af sin egen fangst.
Niclas døede i 1969, 95 år gammel.
Niclas' beretning er her gengiven ordret, som han fortalte det til mig. Janus Mohr
Fleygesesser
Der er mange fleygesesser rundt omkring på Mykines og jeg skal fortælle om nogen af dem. Øen er delt i andele efter, hvor meget jord man ejede og hvor man ejede jorden. Bønderne havde deres pladser mest samlet. Lamba for eksempel var næsten ene og alene Túalsgarðen's. Der er bare tre gylden i Lamba, som er privat ejet. Lamba er på 33 gylden.Der var fem sesser i Lamba: Fleytanevið, Drangsessurin, Hóva, í Setuni, og en var oppe på á Ryggi. De kaldte det Ryggin á Hvalagjónni. Her fløj fuglene mod syd-øst.
Og så fleygede de også inde i Urðini flere steder - en ur, sum var inden for selve det flade Lamba. Sesserne dér havde ingen selvstændige navne, men hed blot i Urðin. Den gamle Jákupi á Túal, kunne specielt godt lide den inderste ses i Urðini - den var tæt på Myrkhelli - og derfor fløj der mange lomvier. Men de var svære at få øje på, når vinden bar op mod fjeldet.
I Eggini í Múla er der ikki mere end én rigtig syd ses. De plejede også at fleyge mod syd i Bakkanum en gang imellem, når vinden var nordlig.
En vest ses er ude i Nevinum. Der er bare en vest ses og en syd ses der, som man sædvanligvis fleygede i. Og så er der et sted, som kaldes undir Havinum. Det er der, hvor det går op mod Rógvun. Der var en ses.
Her oppe på Eggin kan jeg nævne Skarðsfløtt. Det var før i tiden en god fleygeses. Skarðsfløttur er lige direkte oven for bygden. Der fløj der mange lomvier og lomvien ikke skulle deles med landet. Det man fleygede dér, ejede man selv. Det var ligesom når man fiskede havkat før i tiden. Dem fik man ikke noget for. - Nordøstlig vind var den bedste vindretning i Skarðsfløtti. Ligesom Skúgvalið, den var også bedst i nordøstlig vind.
På nordsiden af øen fleygede man i Kumlalíð og der var der en ses, de kaldte Gamlasessen. Der fleygede man både mallemukker og lunder. Og så var der en plads, sum de kaldte i Bøkkinum. Der var man nødt til at gå ned i line. Det sted tilhører Túalsbonden. - Og nede ved landingen, der fleygede man når vinden var sydøst.
I Kálvadal var der sesser på ydersiden, der hvor folden er. Der er også en ur der, som kaldes Vallaskriðu. Der var der to gode sesser, den ene var mod nord, den anden mod syd.
I Borgardal er der mange sesser. I Ennisskriðu er der en god ses, når vinden var sydøst, men man kunne også fleyge i den, når vinden var nordøst. Og så er der Núgvunes. Der gik jeg altid, for jeg var i 9 år i Handanástovan (det hørte til Handanástovan) og da var det min opgave at gå til Núgvunes.
Der var bedst på Núgvunesi, når det var østfald (tidevandsstrømmen gik mod øst), for da driver alle fuglene hen forbi Nesið. Der går et idvand ud fra Núgvunestangen og fuglene flyver op, når de kommer i det urolige idvand og kommer så op i ringen af flyvende lunder over land.
I Bjørgunum er der også mange sesser. Man kan fleyge alle mulige steder i Bjørgunum. Jeg gik alle steder inde i Bjørgini - ind i Stúgvar.
Jeg plejede at fleyge på Stóraryggen. Der var der to sesser tæt ved siden af hinanden, Stóriryggurin og Keldan. Og Ryggin við Drang, der er der tre sesser, som er et lille stykke fra hinanden. Der fleygede man, når det var nordlig vind.
I Slumbuni fleygede man også. Det er også inde i Bjørgunum. Når man fleygede dér, skulle landet kun have en fjerdedel. I Borgardal skal landet have en trediedel og i Bjørgunum en fjerdedel. I Kálvadal er det en trediedel.
I Skorunum er der gode sesser, ja, også på Heimaranesi. I Heimaranesi fleygede jeg ofte 500. Det var bedst i nordvestlig vind. Det var den bedste vindretning i Heimaranesi. Og sydøst nede i skråningen på Heimaranesi. Da fløj de mod syd. Og det er også den gode vindretning i Tanga og inde i Skorunum.
Der i nærheden fleygede man alle mulige steder. I Lírabergi. Det er lige syd for Gásdal, men en lille smule højere oppe. Og de fleygede også inde i Tindskriðu. Tindskriða er forbundet med Íralið, og man kan gå fra Íralið ind i Tindskriðu.
I Gásdalsmúlan var der vist to eller tre sesser oppe i Urðin og så var der en, som blev kaldt Undir Bólinum. Det er direkte ovenfor Urðin. Der sidder man under en sten. I Gásdalsmúlanum er de bedste vindretninger vestlig og sydlig. Direkte syd er den bedste vindretning. De flyver mod syd i Gásdalsmúlan, hvis vinden er syd sydvest. Det er det første sted på øen, hvor de flyver mod syd.
I Íralið er der tre sesser. Det er Drangasessin, en, som kaldes Túgvusessin og en nede på fjeldet, á Helluni. De ligger ganske tæt ved hinanden. Man kan næsten slå fleygestængerne mod hinanden. De er alle til vestlig vind, men bliver den så høj, at det går mod nordlig vind, så flyver de mod vest.
I Uldaliðbakken er der to sesser. En god vestses og en sydses. Vindretningen skal være syd og op mod sydøst i sydsessin. Og i vestsessen i Uldallið er den bedste vindretning syd sydvest.
Lundefleygning
Der er ikke nogen fleygemand, der har fleyget tusund lunder på en stang på en dag. Jeg mener at en, der hed Laurits, er den der har fået flest - enten var det Laurits eller Andrias á Túal. De fik over 900.Jeg har aldrig fået mere end 870. Det var på Núgvunesi og da var jeg hjemme igen med middagstid. Jeg tog af sted klokken tre om natten.
Der er fire sømil at gå - hele længden af Mykines. Jeg plejede at gå det på halvanden time, men så løb jeg også en god del ud gennem Borgardal, for her er det så fladt.
Dagen før jeg fik disse 870, bad bonden mig tage derover og fleyge. En huskarl, som var i Handanástovuni dengang, tog også af sted samme morgen, men han tog af sted noget senere end jeg.
Jákup, Handanábonden, skulle så komme over til mig senere. Jeg kom i sessen klokken fem, og da klokken var syv, kom denne huskarl, som jeg nævnte. Da havde jeg fået op mod trehundrede på to timer. Og han bandede og svovlede - hvem havde givet mig lov. Jeg svarede, som sandt var, at Jákup selv havde tilladt mig og han selv skulle komme herud senere.
Hvis jeg havde fået lov at blive siddende den dag, så tror jeg, at jeg havde kunnet fleyge 1000. Men jeg måtte gå hjem. Han truede mig med, at hvis jeg ikke rejste mig, så ville han skubbe mig ud over kanten. Jeg bandt hundrede lunder til en byrde, gemte resten i en "krónna" (et gemmested for fangne fugle, hvis man havde fået så mange, at man ikke kunne bære dem alle sammen hjem på en gang o.a.) og gik så af sted hjemad.
Da jeg kom op i Lánna i Borgardal, gik jeg ind i Brúgvarendan i en ses, som er dér. Jeg fleygede så op mod 100.
Redskaberne
En fleygestang er almindeligvis seks alen lang. Armene plejede jeg at have fra seksten håndsbredder og ned til 12. Jeg smed dem ikke væk, hvis de brækkede, men forlængede dem, så længe de var 12 håndsbredder. Og det gjorde ingen forskel om stangen blot var fem og en halv alen. Har man den samme stang i den samme ses, ja så flyver lunden efter stangens længde.Man brugte for det meste købt tovværk til liner, men slog også til tider tovværk selv. Man slog det af hamp - slog det med top (top er et kegleformet redskab, med små langsgående fuger til kordelerne, anvendt ved rebslåning o.a). De sagde, at det var lige så godt, som det man købte.
Liner af hestehale hår var meget stærke. De var specielt gode at fire sig ned i, fordi de var meget elastiske, de strækte sig, når der blev trukket i dem og de forkortede sig igen, når de var ubelastede. Når man satte sin fod i en løkke af dette tovværk, var det lige som at gå. En mand der var let at trække op, havde evnen til at gynge med i takt med, at der blev trukket. Han blev derved to gange så let at trække op.
At være i line er en kunst. En mand, der ikke evnede det, hang som død vægt, rørte hverken sine ben eller noget andet. Og var der udhæng, så måtte man sætte af med benene og svinge sig langt ud fra fjeldet og derefter ind igen. Man svingede med både ben og arme i luften, for at komme ret ind igen. Man ligesom svømmede med ben og arme i luften, således at man kom ind igen på den rigtige måde.