En af dem, der var med, fortæller således:
Det er vel omkring 40 år siden, at vi skulle til Sørvagur med okser. Timannafarið var sat i søen og otte mand satte sig til årerne. Herudover var der to mand med, som skulle tage sig af okserne, en til hver. I hver for- og agterstavn, var der hø og halm, som skulle være strøelse under okserne. En to potters flaske med brændevin havde vi altid med. Men der blev ikke drukket af den, førend okserne var kommet ned i båden og salmen »Nu flyer jeg til din Naade« var blevet sunget. At få fat på okserne var ofte nok så besværligt, men det lykkedes altid. Kunne man ikke få fat på dem oppe på Holmen, blev de drevet ned på fjældet, den skrånende blottede klippe på sydsiden af Holmen, hvor de adrætte og geschvindte mænd hurtigt fik fat i de okser, der skulle med. Der blev nu lagt hovedtøj på okserne og de blev drevet ned på Skarvaklett; hvor der blev lagt seletøj på dem. Det bestod i en rem neden om bugen, lige bag forbenene og en bagtil foran bagbenene. Det forreste skulle være strammet så meget, at man lige kunne få en flad hånd under og en knyttet hånd under det bageste. For så meget krympede de, når de var kommet i havet. Når oksen mærkede seletøjet omkring kroppen lagde den sig ned, formentlig på grund af frygt. Tøjret var rigeligt langt og blev kastet ud til båden og okserne blev skubbet i havet. Når mændene var kommet ned i båden, roede man lidt ud fra land og okserne blev lempet ind i båden på denne måde. Fem af de stærkeste mænd tog dem indenbords; en tog om hovedet, en om den forreste sele, en om den bageste sele, en halen og den femte bundbrættet. Ham der havde bundbrættet sikrede sig nu, at det lå, som det skulle, så oksen kunne balancere, og sagde så: »Hiv o høj!« Oksen skulle tages med et tag, hvis alt skulle være som det burde; men alligevel blev båden oftest halvfyldt med vand. Den okse der skulle ligge agter, blev taget ind først, derefter den anden på samme vis. Nu blev oksen bundet med et uldent flettet bånd, to favne langt med en gaffel i hver ende. Gaflen skal være så lang, at den rækker fra tommelen til albueleddet og oksen skulle bindes således, at der ikke var nogen knude på båndet, for når oksen skal frigøres, skal båndet falde let af, lige som når vi "fitja gás" (En barneleg, hvor man lægger et bånd omkring sine fingre på en sådan måde, at man ved et træk i enden af båndet, let kan løsne båndet (o.a.)). Når oksen var lagt på siden, blev tøjret trukket ind under låret på den og derefter rundt om hornene, således at hovedet lå drejet bagud langs flanken.
Før mændene satte sig til årene, lagde de en vante hen over oksens øjne, så de ikke kunne se land og derved blive urolige. Mændene satte sig nu til at ro østpå langs kysten og efter at der var sunget, gik flasken rundt. Man roede altid godt til, når der var okser i båden. Da man var kommet ud på Mykines Fjørður blev sejlene sat, men vinden var næsten lige imod så man tog sejlene ned igen og roede nord for Gáshólmi. Vinden var drejet i nord og bølgerne var krappe og der kom en brådsø lige ind over båden fortil, og endnu et bråd og endnu et tredje lige bagefter, lige det samme sted. Da det var overstået, var båden næsten fuld af vand og lige ved at synke. Det eneste man kunne gøre var at dreje læns (med vinden agten ind) og sætte sejlet. Man tog roret op, således at to mand måtte styre med årene og tre mand øste af al magt, to øste i "eysrúminum" (den del af båden, hvor man normat øser fra) og en i "tofturúminum" (pladsen mellem to af tofterne). Så meget vand kom ind i båden, at mændene der øste fra "eysrúminum", følte vandet stå op til knæhaserne. Da følte hver og en af mændene, at der kun var et lille skridt mellem ham og døden.
Kursen blev nu sat inden om Gáshólm og ind gennem Dragasund. Heller ikke har var det meget bedre, for nu var vestfaldet kommet op og søen meget urolig; og dog lykkedes dem at komme inden for Múlan og først da følte mændene, at de var uden for fare. Lige så snart de var kommet til Sørvág, blev okserne løst af selerne og idet de forsøgte at rejse sig, blev de skubbet over bord og en mand med tøjret sprang i land.
Nogen gange ville okserne ikke rigtig støtte på benene og hvis de således viste sig lidt modvillige, blev de stukket i bagparten med en kniv og så sprang de hurtigt på benene igen.
Herefter blev okserne nu ledt enten til Miðvág og, hvis vejret var godt, med båd derfra til Velbastað, eller de blev ledt via Sandavág til Oyrargjógv og derfra med båd til Vestmanna. Nogen af okserne var så tamme, at de selv sprang i havet, når manden med tøjret var kommet over i båden. Fra Vestmanna blev de ledt over land til Tórshavn. En gang blev to mænd overrasket af uvejr og snestorm, da de var på vej over land med okser til Tórshavn. De blev nødt til at binde okserne oppe på fjeldet og søge til Norðradal, hvor de fik husly for natten.
Dalkoen. Den gang man fragtede Dalkoen til Mykines, bliver ofte omtalt. Det var på hjemvejen efter en tur med okserne, hvor vejret var godt. Man tog så denne Dalko med sig fra Gásadali. Man tog koen om bord ved Biggjarlógv. Medens man således roede vestpå, blæste det imidlertid pludselig op fra nordøst og vinden tog til fra det ene øjeblik til det næste. Nogen af besætningen ville vende om, men de var i undertal og man fortsatte vestpå. Man roede ud gennem Dragasund og kommet vest for Gáshólm, satte man sejl. Men selv om sejlet var rebet, kunne båden ikke bære sejlet. De sejlede i voldsom og urolig sø, inden de var kommet vestpå i læ af Mykines. Da blev der roet af alle kræfter, så at koen skulle komme levende til Mykines. Da de var kommet til Mykines, var det det aller værste vejr. Det blæste så meget, at nogen Mykines mænd, der havde været på fjeldet efter får, dårligt kunne gå mellem husene med fårene. Denne rejse har ord for at være en af de allerværste, hvor man er kommet med levende dyr til Mykines.