Græsgangene er så smukke og dejlige
Indledning Lundefangst En anstrengende fleygetur At drage lunder og tage lundeæg Lomvie fleygning Sulefangst Fjeldgang Landpart og tiende Bøn
|
Lundefangst
Så længe jeg kan huske, har der altid været fleyget mange lunder på Mykines. Der blev fleyget omkring 1000 om dagen. Jørgin var engang på Núgvunesi og da flygede han næsten 1000. Og så fleygede han en anden gang 900 og en anden gang omkring 900 i Bjørgene, á Urðarenni, som det blev kaldt. Det var en utrolig masse. De sejlede efter dem med båd.Når det var så langt væk som på Núgvunesi og i Bjørgene, så måtte de sejle fuglene hjem. Det skete på den måde, at de kastede sækkene i havet. Så lå de i båd nedenunder og fiskede dem op.
Når man fleygede på steder, hvor fuglene ikke kunne sejles hjem, blev de båret hjem til bygden. Man regnede med at en mand kunne bære 100 lunder. Det var en passende byrde. Hvis der var mere end det, var det for meget. En lunde vejer vel omkring 500 gram. Og det er tungt nok, men selvfølgelig, der er nogen, der har båret op mod 200. Og jeg ved, at jeg en gang selv har båret 220. Det er alt for meget. Men det er, hvad de har forsøgt at bære, når man er kommet op på jævnt terræn, medens det endnu er lyst og hvor det har været nemt at gå.
Inde i Bjørgene var det for eksempel umuligt at bære så store byrder, for der er der både langt at gå og tillige svært at gå. Og om sommeren bliver lunderne hurtigt fordærvede. Tre dage gamle, så kan de ikke bruges mere.
Den gang man betalte tiende. Gamle Heini spurgte mig engang, hvor mange lunder, jeg troede der blev fanget på Mykines. Om det nu var helt sikkert, at al tiende blev erlagt af hele fangsten, det ved jeg ikke, men det blev altid en 15.000 - 20.000 stykker, når der var flest. Det var en utrolig masse.
Hver eneste dag var hver eneste mand af sted. Det drejede sig måske omkring 30 mands, som hver dag gik ud for at fleyge. Og de fleygede så meget, som de kunne bære og var der intet at få et sted, så gik de hen et andet sted. Men nu er det ikke på den måde mere, nu leder de ikke mere. Får de ikke noget et sted, så går de ikke videre.
Det lykkedes altid et eller andet sted, bare der overhovedet var lunder på land.
De begyndte altid at fleyge ved Jóansøku (Sankt Hans). Det var det tidligste, men den rigtige fleygning, den begyndte ikke før otte dage efter Syftunsøku ( der er 2. juli o. a. ).
En anstrengende fleygetur
Jeg vil nu berette om en ret så bemærkelsesværdig fleygetur. Jeg gik fra en fleygeses, som man kalder Bøkkinum, ned for at fleyge. Det er nord på i Kumlalíð.Herfra gik jeg så videre nedad. Men jeg var ikke tilfreds endda. Jeg synes jeg fik for lidt og derfor gik jeg videre ned ad en smal skråning. Jeg var alene. Gik så over i det man kalder Sjúrðarberg. Det er en skråning, der vel er en fyrretyve favne, men den er bevokset med græs og med masser af lunder hele vejen ned. Det er bare svingel og lignende.
Jeg gik så op igen, samme vej som jeg var kommet ned gennem Sjúrðarberg for at finde mig et sted at fæste en line. Jeg havde en lang line med mig, den var nok så tynd, men stærk nok og så gik jeg ned. Jeg fangede 250 lunder. Og da jeg var færdig, blev jeg helt ked af det, for jeg kunne ikke få dem med op. For alene var jeg jo som sagt.
Jeg havde bare et kort bastreb, samme slags som vi bruger til at bære hø med. Men jeg måtte jo op og jeg fik da også fuglene et stykke op ad Sjúrðarberg, alle disse 250 lunder. Der var måske en tyve til fem og tyve favne tilbage, men så kunne jeg ikke komme længere.
Men tiden gik og det blev hen ad aften. Så knyttede jeg linen i rebet. Rebet var så langt, at jeg kunne lægge det dobbelt. Jeg trak mig så op og trak begge rebenderne med og havde bundet 30 lunder i hver ende. På den måde kunne jeg i et hal få 60 op ad gangen. Men så måtte jeg ned igen, hele vejen ned igen for at binde flere lunder i rebet og så op igen for at trække byrden op. Det var godt nok en anstrengende dag.
Vi var gift dengang, det ved jeg, for min kone Katrina var blevet ængstelig og havde sendt min broder, Ivar, af sted for at lede efter mig. Det var blevet sent om aftenen. Jeg tror at klokken var ni. Jeg havde jeg fået alle 250 lunder op og samlet i sække, da jeg hører et højt råb. Ja, ja, tænkte jeg ved mig selv, jeg havde egentlig forventet at høre det råb tidligere. Og han råber - kraftig stemme havde han. Jeg svarede igen, men han var så hurtig i vendingen. Vinden bar op mod æggen og jeg råbte til ham, om at vente og hjælpe mig, men han var allerede på vej hjem for at fortælle, at jeg var i live. Han havde hørt mig.
Det hele tog så forfærdelig lang tid. Da jeg var kommet op på det jævne - efter at have gået på en smal skrænt, hvor det var vanskeligt at gå; - ja og det var også blevet temmelig mørkt -, ja da var jeg så træt, at det er vanskeligt at beskrive det. Jeg lod 150 lunder blive liggende dér, lagde dem under nogle tørvestykker og drog så videre hjem. Det var var en ualmindelig anstrengende tur. Ualmindelig anstrengende. Det er den værste fleygetur, jeg nogensinde har været ude på.
At drage lunder og tage lundeæg
Man kunne få omkring 100 æg i part de forskellige pladser, når det hullerne ikke var så dybe. Lundeæggene smagte godt, når de var nylagte. Men når det var blevet lidt senere og der begyndte at komme unger i dem, blev de ikke mere taget.Der blev gjort en hel del ud af at drage lunder og der blev draget i tusindvis. Der blev ikke draget mere end hvert andet år de forskellige steder, var der draget i fjord, så blev der ikke draget i år. Men der var dog nogen steder i Bjørgene, som ikke var fleygeplads, hvor de drog hvert år. Det forstyrrede lunderne noget at der blev draget og der var ikke den ynglesucces, som almindeligt, hvor der blev draget. Nogen af æggene gik altid itu.
Lomvi fleygning
Der blev ikke gjort så meget ud af at fleyge andre fugle end lunder. Men en gang imellem blev der dog gjort ture for at fleyge lomvier. Jeg husker en gang, da min broder Ivar og jeg gik op i Skarð for at fleyge lomvier og vi fik 150 på et øjeblik.Vi gik ned på en skråning. Den var bred og nem at gå ad og derfra kunne vi så nå op med fleygestangen til de forskellige lomvi hylder. Vi ville ikke være i stand til at kravle op igen, men så fandt vi på, før vi gik ned, at tage en blok med os, for udstyr havde vi nok af. Det var ikke så nemt bare at gå ned alene, det var bedre at at vi begge gik ned og det gjorde vi så. Der var vel ikke mere end 20 favne ned. Vi fæstnede så blokken lige netop i kanten mellem græs og klippe og trak en tyndere, men stærk, line igennem den. Vi havde også et ordentligt reb med og ved hjælp af det firede vi os så ned og holdt os fast i dette, til vi kom frem til den anden line, som vi så tog om livet. det var den der gik gennem blokken og det gik helt fint.
Således kom vi ned på skrænten og da vi var færdige med at fleyge, jeg tror vi fik omkring 200, så syntes vi det måtte være nok, nok måtte være nok.
Så skulle vi have det hele op. Ívar tog linen om livet og jeg halede ham op med den line, der gik gennem blokken. Det gik helt fint. Men det tog en forfærdelig tid for os, at få fuglene op, for det var så tungt for ham, at få dem det sidste stykke op over kanten. Han måtte holde sig fast med den ene hånd og tage fuglene med den anden og så havde jeg måske også bundet lige lovlig mange i ad gangen. Men det gik. Det gik egentlig godt nok, men da vi færdige, var vi helt udmattede. Ívar syntes, at det ville være meget bedre, at kaste det hele ud over kanten, for det ville være alt for meget at plukke for vor moder.
Men fuglene kom dog velbeholdne hjem til bygden.
Sule fangst
Når vi skulle fange sulerne på drengene, så gik vi ud på Hólmen, ud på det der kaldes á Bølið. Der blev så sat nogen mænd dér og de holdt fast i den ene ende af en line. 10 mand, helst flere, gik i land på Steinin og trak så i den anden ende af linen, trak så meget som de nu var i stand til og kunne således få linen hen over Pikarsdrangur, hvor den helst skulle ligge i en bestemt revne på drengen. Når linen var kommet på plads dér, halede mændene på Bølið linen op til sig, efter at der var bundet en stærkere line i den anden ende. I den ende, der blev halet op over drengen, var der også en blok, for for det var jo noget højt og derfor meget anstrengende at hale sig op. Blokken trak de så langt op, som de formåede og fastholdt den derefter. Så gik en mand op efter at have bundet den ene ende af linen, der gik gennem blokken, om livet på sig selv og han kunne på denne måde trække sig selv op på drengen.Det forgik således på den højeste af drengene. Den er vel omkring 40 favner høj. Før i tiden gjorde de det hvert eneste år. Nu om dage går de kun op på den laveste. Dér får de omkring 100 suler.
På Píkarsdrangi fik de omkring et halvt hundrede. Den er spidsere, mindre for oven.
På Flatadrangi får de omkring 100 suler nu, men før ynglede de ikke på mere end på det halve af drengen, fordi en svartbag holdt til på den østlige del. Flatidrangur er en smule smallere på midten og øst derfor rugede en svartbag hvert år og sulerne holdt god afstand til den. De kom ikke ikke længere mod øst end midten. Svartbagen beherskede hele den ene halvdel af drengen.
En gang Andrias, far og jeg var på fiskeri, sagde Andrias til far: Aleksander, bare vi nu kunne få skudt svartbagen på drengen. Han kastede så noget torskelevere ud. Jo, svartbagen kommer, han skyder og rammer svartbagen. Der var i yngletiden. Nu var der kun en enkelt svartbag at se, da vi roede uge gennem Steinsund. Men snart efter var der igen to svartbage på drengen. Blot få dage efter, at Andrias skød den ene, havde den anden igen fået en mage. Nogen dage efter fik han ram på denne tredie og siden har der ikke været svartbage på drengen. Sulerne begyndte straks herefter at yngle på hele drengen. Så meget kan de forskellige fugle gøre hinanden fortræd.
På Hólmen fangede man også suler. på de forskellige hylder. De har alle navne. Loftrok og Urðin, Nýggja plássið, Gamla rókin, Norðasta rókin, Rókin í Hyvni og andre. Hver hylde sit navn. Det var fornøjelige ture.
Da man tog på drengene, så måtte hver mand endelig have en flaske med. Det havde hver mand, der var med for at fange suler på drengene for første gang. Og når du for første gang skulle ud på Holmen efter suler, så havde man en fårekrop med. Hver mand, som ikke havde været med før, det kunne godt dreje sig om en 5, 6 - 7, der ikke havde været med før - de havde hver sin fårekrop med og den ældste mand, der var med efter sulerne, han delte det. De blev skåret i stykker og fordelt mellem mændene. Og ikke nok med det. Du fik ikke lov til at komme længere ned end skrænten, der går øverst på Holmen på nordsiden, hen over æggen og lige ned ad skrænten, længere slap de ikke, de som ikke havde været der før. Så plejede de at ligge der og kæmpe med bugten af line. Der blev gjort gjort en bugt på enden af linen og ved den måtte de blive. Således plejede de, der ikke havde været med før, at skiftes til at være der hele natten igennem. Den første gang måtte de ikke komme neden for skråningen. Og den første gang du kom helt ned på hylderne, da skulle du have en flaske.
Der er vel en 40 favne ned til hylderne. Sulelinen er nok 50 favne lang, tror jeg. Men det er nu ikke så slemt at komme ned - det er rimelig nemt at klatre ned. Mændene blev firet ned og så halede man linen op og de begyndte så at slå sulerne ihjel, til de var færdige. De mænd, der havde firet dem ned, var ikke parate til at hente dem op med det samme. De gik videre og firede andre mænd ned på de andre hylder, til der var firet mænd ned på alle hylderne. Men hvad gjorde man så - lagde sig til at sove blandt sulerne. Og så var man fuld af sulelus om morgenen, ja, det kløede, som jeg ved ikke hvad. Det var ualmindelig ubehageligt.
Sulehylderne er nok så brede. De er omkring 3 favne i hvert tilfælde, de fleste af dem. Men så er der smallere steder i blandt, som er vanskelige at passere, det vil sige når det er mørkt, for det er jo mørkt om natten ved Mikkjalmesse tide. Det er nemlig omkring den, man går efter sulerne. Men jeg ved ikke. Det gik nu altid nok så godt at være efter sulerne, for der var altid mænd med, der havde været der før.
De kunne få en 800 - 900 suler. De blev så kastet i havet fra hylderne. Bådene lå nemlig neden for og samlede op, men det skete ofte, at dette ikke var muligt på grund af søgang. Der kunne komme brænding og så måtte alt hales op og det tog altid mere end en dag at gøre det. Det var umådeligt anstrengende at trække op og bære så mange suler hjem. For en mand kan ikke bære ret mange suler ad gangen. En ti stykker, det er tungt at bære hjem fra Hólmen, for de er så uhåndterlige at bære og det er tungt at gå op gennem Lamba, når man mangler søvn, har været oppe hele natten og så videre og tillige er snavset og våd, efter at have været nede på hylderne og bakset dér.
800 - 900 suler, det plejede de som sagt at få, når de kom af sted i god tid. Men det hændte jo, at vejret ikke var godt nok til at tage af sted og det derfor blev senere; da kunne nogen af sulerne være taget af sted.
Man går efter sulerne ved Mikkjalsmesse tid, i september måned. Efter midten af måneden, da plejede de at tage af sted. Omkring det tidspunkt plejer man at gå efter suler. En god sule vejer en seksten merkur (en merk = 0,25 kilo, altså ca 4 kilo o. a.).
Fjeldgang
Det længste vi firede os ned, var vel omkring 60 favne. Man måtte løse sig ud af linen en gang imellem og gå hen af de smalle hylder i fjeldet. Der skulle vel i grunden en del dristighed til, for at fire sig ned. Den hylde man gik efter, var måske en fod bred nogen steder og en alen andre steder og man måtte ofte gå frem og tilbage og tillige bære nok så meget, efterhånden som man fik fat i mallemukkerne på hylden.Der, hvor der var højest af fire sig ned, var på Norðanesi, som det hedder. Det var næsset lige nord for slugten.
Landpart - tiende
Når de fleygede meget og havde båret det hjem til bygden, så afgav de landpart af fangsten hver gang, men det de ikke kunne bære, gav de ikke landpart af. Men de steder, hvor de kunne bære, for eksempel fra Núgvunesi - det var Handanábonden, der ejede det - der gav de en fjerdedel til landet, inde i Bjørgene gav de også en fjerdel. Men når de kom hjem, vesten for Tinderne, så gav de en trediedel. Altså fra de fjerne steder.Men ikke fra de nemmere tilgængelige steder, der gav man halvdelen. Når det var lettere at gå og kortere, så gav man halvdelen.
Fra Kálvadal gav man en trediedel. Også fra Borgardali. På Árnafjall blev der fleyget meget og her afgav man en trediedel til landet. Fra alle pladserne vesten for gav man halvdelen.
Følgende steder blev regnet vesten for : Gásdal, Íralið, Tindskriða, Skorarnar og også Kumlalíð - norden til. Her blev halvdelen givet i part til landet. Men når man kom norden til í Skriðu, der norden til í Líð, så gav man ikke mere end en trediedel.
Når der var flere ejere af det land, hvor der blev fleyget, blev landparten bragt til den, der ejede mest det pågældende sted. For eksempel Íralið. Her blev landparten båret nord til Poul - lille Poul som han kaldtes og så delte han det ud til de andre ejere. Poul ejede en stor del her, en fjerdedel. Og fra Gásdal. Her blev landparten båret til Gamla Heina´s hus, eller nord til á Lon, som det kaldes. Og så delte han det ud til alle ejerne af Gásdal. Han vidste nøje, hvem ejerne var.
Af fangsten fra Lamba gik halvdelen til landet og den part blev båret op til Túala gården. Og af denne halvdel, blev der kun taget to gylden fra. Stallhús ejede den ene og dem nede hos Niclas ejede den anden.
Det der blev fleyget í Eggini í Múla blev alt sammen lagt på en plads midt i bygden og så var der én mand, der havde opsyn med det. Han delte så hver gang ud til dem, der ejede derude, for alle øens fyrre marker ejer derude i Eggini í Múla. Og så kunne det godt være, at der ikke var noget til hver eneste gylden hver dag. Alle fik dog del i landparten, nogen den ene dag, andre den anden.
Den der fleygede ejede altid mindst den ene halvdel, fraregnet tiende. Den skulle altid tages og den ene halvdel af den, blev båret ud i í Stovu og den anden halvdel nordpå til á Lon. Gamli Heini, nord på á Lonini, købte kirke-tienden og dem i Ábrahamsstovu købte præste-tienden.
Bøn
Både når man skulle i bjergene og når man skulle til fjelds, plejede man at lægge sig ned for at bede.Man plejede at tage fire mands sammen ind i Íralið, for at fleyge og når man var kommet ind på Íralíðheyggj, så lagde man sig ned for at bede, inden man gik videre inden for æggen.
Íralíðrók har altid været god at gå ad, noget stenet, men sådan var nu den og den havde en låge. Der lagde de sig ned, for at bede, inden de gik videre.
Når de var kommet længere op, op under Leitið - når man for eksempel skulle ind i Gásdal for at fleyge - så lagde de sig også der. Fleygemændene gik op over gærdet og lagde sig så ned, når de var kommet inden for gærdet, for at bede.
Og det gjorde de også, når de var kommet længere op, Når de var kommet op på í Líraberg, som det kaldes. Her gik de inden for gærdet, vendte sig om og lagde sig på gærdet, der var beklædt med græstørv på den ene side, de lagde sig oven på gærdet for at bede til Gud, inden de gik videre.
Og ligeledes, når de skulle røgte får. For eksempel, når de skulle ind í Skorar pá fjeldgang. Da lagde de sig oppe under Túgvuni.
Når de skulle i Borgardal til fjelds, så lagde de sig et bestemt sted.
Når de gik ud for at fleyge i Bjørgene eller for at røgte får inde í Bjørgini, så er der en lille bakke, forhøjning og på den lagde de sig hver gang, inden de gik videre ind over æggen. Så blev en line lagt ud, alle mændene tog fat i den og gik videre ind, efter at de havde bedt og rejst sig op. Derefter gik de videre.
Når de gik op i Hornið í Hóa, lagde de sig op mod det, der kaldes Tvørtur í Grøv.
Når de gik til Borgardal og var kommet til á Kleivina, så lagde de sig alle sammen og bad.
Jeg ved ikke om alle mændene lagde sig for at bede, når de gik ud i í Dal eller ud i Lamba. Men jeg kender mange mænd, som lagde sig ned oppe på Skúgvalið, inden de krøb op over gærdet. Og også, når de skulle ud i Skarðsfløtt. Da lagde de sig ned dér.
Den mand, der skulle ind i Kumlalíð for at fleyge, lagde sig for at bede, inden han gik op over æggen. Ligeledes når de skulle nordpå í Líð, da lagde de sig ned ved varden på øvre Reyni og når de gik til Kálvadal, lagde de sig ved varden i Skarðinum. Når de skulle til fjelds for at røgte får, var det således, at når de havde bedt, blev de fordelt ud over terrænet, som det nu var nødvendigt. Efter bønnen gik de ikke mere i samlet flok.
Således var det rundt om på hele Mykines; inden man gik dér, hvor der var brat og farligt at gå, der lagde man sig ned for at bede. Det var en ualmindelig god tradition, det kommer man ikke uden om.