Bliver sulen alene tilbage på Mykines?

Oversættelse fra færøsk af artikel oprindeligt bragt i magasinet MAGN 1976, © MAGN 1976
Gengivet med tilladelse af Alan Brockie, fotograf, Tórshavn.

MAGN havde i maj måned 1976 samtale med Símun på Mykines og det er på grundlag af denne samtale, at artiklen er skrevet. Símun er siden samtalen afgået ved døden. Han døde midt i juli måned på Mykines. Fred være med hans minde.

I dag tager man af sted efter sulerne ved månedsskiftet august / september og man har de sidste år fået omkring 450 suler.
Før i tiden var man efter sulerne tre gange. Første gang efter de hvide suler og det var først i maj måned, inden de lagde æg. Anden gang ved månedsskiftet august / september og sidste gang i slutningen af september måned, for at få de suler, der ikke var modne først gang.

1200 par suler på Mykines.
En af dem, der har været efter suler mange gange, er Símun í Mykinesi, der i dag er 85 år gammel. Han bor i Tórshavn om vinteren, på Mykines om sommeren.
»Vi fik flere suler før i tiden end nu. Jeg kan huske, at vi en gang fik 900 suler. Men det får man ikke nu om dage.
Der er rigeligt til af suler, forrige år fik vi 550 suler og i fjor fik vi 450.
Det siges, at der er 1200 sulepar på Mykines Holm. Det tror jeg passer meget godt, når man kan få op til 900 suler, ja så kan det vel meget godt passe, at der bor 1200 par derude«.
Símun kender navnene på de forskellige sulehylder og fortæller os, hvor mange man plejede at kunne få de forskellige hylder. Det er et ret konstant tal, man får de forskellige hylder.
»På Loftsrók, den hylde, hvor der har været et stort klippeskred, får man 200 - 250 suler. På Urðin får man gerne 300 og på Nýggja Plássi får man 100 og på Gomlu Rókini får man 90 suler. På Norðastu Rók var det dog meget forskelligt, hvor mange man fik.
Loftsrók er afskåret af et klippeskred, så der kan man ikke komme mere. Og der gik også mange suler tabt i klippeskredet.
På Drengene var man også. På Píkarsdrangi fik man 40 suler, medens man på Flatdrangi fik omkring 140«.

Efter de hvide suler.
Man har ikke taget så mange af de hvide suler, som af de grå suler. Det var i maj måned, at man gik efter de hvide suler. Man tog derud, når det var mørkt og det krævede den største forsigtighed, for vågnede de, så var de alle på vingerne med det samme. Símun fortæller os, at man sædvanligvis var i frakke, kote og kastede sig over sulerne for at slå dem ihjel. En mand kunne have op til 10 suler under frakken på en gang og nå at slå dem ihjel, før de nåede at give lyd fra sig.
Når man var efter de grå suler, tog man ikke dem alle. De som ikke var modne, fik lov til at blive siddende. De ikke modne var de, der havde for mange dun. Det er dem, man kalder omplar. Símun fortæller, at det ikke gjorde så meget, om de var hvide på issen, men var der mere dun end det, så lod man dem blive siddende.

24 mand deltog i "skipanini", bemandingen.
Det var mange mænd, der skulle være med efter sulerne og det er let forståeligt, for det var tungt arbejde. Den almindelige bemanding var 24 mand, for på flere af hylderne blev mændene ikke trukket op igen, men måtte vente, medens resten af bemandingen fortsatte til de andre hylder. Linen er tung og det var almindeligt, at trække 15 suler op ad gangen.
»Det er overmåde tungt arbejde, hvis alt skal trækkes op og bæres til bygden fra Holmen. For sulen er tung og vejer 12 merker. Én mand kunne bære 16 til 18 af dem på én gang.
Da er det meget nemmere, hvis man kan tage fangsten hjem til bygden med båd, for så kan sulerne kastes ned på havet og trækkes op i båden. Det er så meget nemmere, men det kræver, at det er fuldstændig "kyrrt", at der ingen bølger er«.

Fangstdelingen er ændret.
Til gengæld for alt arbejdet, fik man jo så sulerne. Men tidligere har det været således, at sulerne blev delt i forhold til, hvor meget jord man ejede. De jordløse fik ikke ret meget og der var lang tid imellem, at det var deres tur til at være med efter sulerne og få andel. Den gang var sulerne delt i "ottingar", ottendele, eftir marketallet. Da der er 40 marker på Mykines, gik der 5 marker på hver andel.
Men på et "grannastævne" i 1909, blev dette ændret således, at sulen skulle deles i to dele, en halvdel til jorden og en halvdel til de mænd, der deltog i fangsten. På den måde fik de jordløse større andel og interessen steg for være med efter sulerne.
Nu om dage deler man ikke på den måde. Nu får hver mand, der er med, én andel, bådene for én andel, linen får én andel og hvis man bruger heste, får de også hver en andel. Den som tager sig af vedligeholdelsen af linen, får også en andel ligesom bygden får en andel.

Kun sulerne tilbage?
Men hvor længe mon man vil blive ved med at tage på Holmen efter gråsulerne? Der er kun få mennesker tilbage på Mykines og der er slet ikke arbejdsføre mænd nok tilbage, til at opfylde "skipanin", den traditionelle bemanding, der kræves for at tage ud efter sulerne.
Símun fortæller os, at da han var ung, var der omkring 30 unge mænd på fiskeri på "Suðurlandinum" på Island med slupperne og at der endog var lige så mange tilbage på Mykines. Da der boede flest mennesker på Mykines, boede der omkring 180 og det var i 1930.
»Men i 1932 mistede vi én mand og i 1934 forsvandt 8 unge mænd med et skip fra Vestmanna under fiskeri under Island. I 1935 kom tuberkulosen og den greb voldsomt om sig og mange blev syge og døde. Og af dem, der var tilbage, flyttede mange fra øen«.
»Her er ikke til at bo om vinteren. Men da jeg var ung, så var jeg ligeglad med, hvor slemt vejret var. Det berørte mig på ingen måde. Men ikke nu om dage, hvor jeg er blevet gammel. I den kommende vinter bliver der ikke mange tilbage herude. Læreren rejser, så der bliver ikke et øje tilbage«, slutter Símun i samtalen med MAGN.

Efterskrift
Siden denne artikel blev bragt i MAGN i 1976 er det nu ikke gået helt så galt med gråsulefangsten, som Símun frygtede.
Man går nu om dage kun efter sulerne én gang, som regel i slutningen af august, begyndelsen af september.
Det har dog været meget vekslende, hvordan det er gået.
Nogle år har man kun været på Flatdrangur og med udbytter, der aldrig har været så store, som Símun anfører. Udbyttet har de fleste gange været omkring 50 suler. Man har ringmærket en del af de suler, der er blevet ladt tilbage med dun på.
Opgangen til Flatdrangur har imidlertid måttet lægges om flere gange de sidste år. Den er blevet tiltagende vanskelig, på grund af erosion og nedfald af sten. Flatdrangur er meget udsat for havet og brændingen i løbet af vinteren og den er meget løs i sin stenstruktur.
Det er mange år siden man har været på Píkarsdrangi. Før i tiden kom man dér, ved at gå ud på Bølið, den halvø, der strækker sig fra Holmen og ud mod drengene, kaste en line ud, som blev taget op af en båd, der derefter roede ud til "Steinen", det skær der ligger syd for Píkarsdrangi, hvor man gik i land og derfra strammede linien så meget, at den kunne løftes op over Píkarsdrangi. Man kunne herefter trække en stærkere line op over drengen og på den måde komme op på drengen.
Adgangen til Bølið er imidlertid blevet meget vanskelig og farlig, på grund af, at eggen derud, er blevet meget smal og løs på grund af erosion. Dog var nogle mænd derude for få år siden, men det var for at tage nogen af de gråsuler, der nu findes på Bølið. Bølið er nemlig inden for de sidste måske 30 år, blevet hjemsted for en større og større gruppe af rugende suler.
Men selv om der ikke bor mange mennesker fast på Mykines om vinteren, har det ikke været vanskeligt, at samle tilstrækkeligt med mennesker til at gå efter sulerne på de store hylder på nordsiden af Holmen. Det er som om, at interessen for at bibeholde disse århundred år gamle færdigheder og traditioner er stabil og voksende, således at der stadig bliver drevet fangst af gråsuler på Mykines.
Det skal endvidere bemærkes, at antallet af suler på Mykines Holm, i følge de sidste tællinger, er omkring 2000 par og altså større end det Símun anfører. Ligeledes ser det ud til, at gruppen på Bølið, fortsætter sin vækst og der optages nu et større og større areal af Bølið mod øst ,af ynglende suler.